Allerede Dagen efter, eller første Paaskedag (9de April), førend Solen endnu var kommen langt paa Himlen, saa Vagtmændene Baglernes Skuder komme frem af det nordre Løb forbi Hegrenes, og nærme sig Byen. De blæste Allarm, og vækkede Hæren, som endnu laa ombord paa Skibene, og strax slog Tjeldene ned. Kongen bad dem endelig holde sig saa rolige som muligt, for at Baglerne, der ikke havde mindste Nys om at de vare der, kunde komme lige ind paa Vaagen og blive tagne som i en Fælde. De vendte kun i al Stilhed Skibene ud ad, og satte sig ved Aarerne, færdige til at ro ud mod Baglerne ved første Vink. Disse roede saa meget dristigere ind, som de antoge Langskibene, hvis Master endnu ikke vare nedtagne, for Kjøbmandsskibe. Men snart merkede de deres Fejltagelse, da Birkebeinerne i flyvende Fart roede imod dem, og de kjendte saavel Kongebanneret Sigrflugan som den kongelige Luur Andvaka. Det første, de alle som een grebe til, var i størst mulige Hast at svinge Skibene ved at skaade paa den ene, og ro paa den anden Side; derpaa toge de Flugten gjennem den søndre Led. Men inden de fik vendt alle Skibene, roede Birkebeinerne over trende, saa at de strax vendte Kjølen i Vejret; de øvrige halede de saa nær ind paa, at de maatte sætte lige paa Land, nogle i Gravdal, andre, paa hvilke Reidar Sendemand og Prætendenten Inge befandt sig, i Gygesvik[1], andre endnu længer Syd, forfulgte af Birkebeinerne, der dræbte mange af Baglerne. Sverre landede selv i Gygesvik, men var dog ikke saa heldig at faa Reidar og Inge fat; han maatte lade sig nøje med Fartøjerne, og vendte med dem tilbage til Byen. Baglernes Høvdinger undslap over Fjeldene, samlede efterhaanden deres adspredte Skarer, og begave sig til Viken, hvor Bønderne fremdeles toge vel imod dem, og sluttede sig paa det ivrigste til dem. Det er klart, at det sidste Nederlag, saa langt fra at nedslaa Bøndernes Mod, meget mere havde gjort dem endnu mere fiendtligt stemte mod Sverre. Baglerne søgte nu ret at sætte sig fast i Viken, og gjorde Tunsberg til sit Hovedsæde, maaskee fordi Borgerne af Oslo i den sidste Kamp havde viist Sverre saa stor Hengivenhed, at de ej længer troede at kunne regne paa dem, maaskee ogsaa kun fordi Slotsberget afgav et fortrinligere Værn, end noget andet Sted ved Kysten. Befæstningerne paa dette, der hidtil kun synes at have været faa og ubetydelige[2], idet Naturen selv
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/390
Denne siden er korrekturlest
372
Sverre Sigurdssøn.
66. Sverre slaar Baglerne ved Bergen, men søger forgjeves at drive dem fra Viken.
