Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/392

Denne siden er korrekturlest
374
Sverre Sigurdssøn.

Leding og Lidegjeld[1] foruden mange andre Bøder, og de maatte forbinde sig til at udrede alt sammen. Paa anden Maade var der heller ingen Bidrag at faa til Mandskabets Underholdning. Fra Kongehelle drog Kongen til Øen Ordost, hvor han ligeledes lod Bønderne stevne til Thing og hvor de ogsaa fremmødte. Han fordrede det samme af dem, som af Bønderne ved Kongehelle, men anholdt derforuden om at faa alle Heste, der fandtes paa Øen, til Laans. Bønderne, sagde han, kunde sætte Folk til at passe paa dem, og bringe dem tilbage, naar han ej havde mere Brug for dem: opfyldte de denne Bøn med det Gode, skulde de have Tak, hvis ikke, tog man Hestene med Magt. Under disse Omstændigheder havde Bønderne intet Valg, men skaffede Hestene. Bønderne paa Thjora og andre Øer maatte gjøre ligesaa, og Birkebeinerne førte Hestene efter sig[2] nordover, medens en Hær af Bønder fulgte dem oppe i Landet, Skridt for Skridt. Da Flaaden kom til Sotenes, lod Kongen styre ind i Aabofjorden, og lagde sig udenfor Gaarden Tharve. Her var en Hob Bagler tilstede, under Anførsel af Sigurd Jarlssøn selv, og Kongen gjorde derfor ikke strax Landgang. Men Sigurd, der rimeligviis ikke ansaa sig mandsterk nok til at kunne udholde et Angreb af Kongens Hær, begav sig en Miils Vej op i Landet til Fors, hvor Bondehæren laa. Her blev der holdt Raad om, hvad man skulde gjøre. Bønderne opmuntrede paa det ivrigste til at drage med forenede Kræfter mod Sverre, der ellers vilde brænde Bygden. Dette blev da aftalt, og den forenede Hær begav sig med Sigurd Jarlssøns Banner i Spidsen vestover mod Tharve. Her havde imidlertid Sverre gjort Landgang, og tilkjendegivet sin Hensigt at vove en Dyst enten med Baglerne eller Bønderne, hvem han først traf, da han var ked af saaledes at drive langs Kysten, uden at faa af Bønderne, hvad han skulde. Nu kom Hestene til gode; alle de, man havde, bleve tagne i Brug til at ride paa; de, som ingen Heste fik, maatte gaa til Fods, dog blev en tilstrækkelig Styrke tilbage ved Kysten for at passe paa Skibene. De droge saaledes op gjennem Bygden lige til Noonstid, men

  1. Om Lidegjeld, se ovenfor S. 308. Det var vel den allerede paabudne Udredsel af et Nød og et Pund Meel for hver Lide.
  2. Her er Texten i de forskjellige Codices noget afvigende; i Flatøbogens Text staar ok fluttu æ eftir sér skipin norðr i Víkina (og flyttede stedse Skibene efter sig nord i Viken); de øvrige udelade „Skibene,“ hvorved det bliver Hestene, som „flyttedes efter.“ Dette er vel det retteste. Man har ladet Hestene, saa længe det gik an, følge Skibene langs Kysten, og satte dem over Nes til Nes og Ø til Ø. Nogen Fare var der ikke derved, saa længe man befandt sig paa Øerne, thi det er tydeligt nok, at Bondehæren, hvilken vi finde lejret ved Fors strax ovenfor Kvistrum, den hele Tid holdt sig paa Fastlandet.