med begge Arme, brugte han sine Øjne saa godt han kunde, uden at lade sig anfegte af, at Baglerne skøde efter ham, og at navnlig to Pile, Reidar selv afskød, traf, den ene i Knappen, den anden mellem hans Hænder, just som han slap Taget for at gaa ned. Han berettede Kongen at Baglerne havde halet nogle Skuder op paa Bjerget, og hvælvet den ene over deres Brønd, der var lidt nedenfor det nordre Kastell, for at de uden Fare kunde hente Vand. Kastellerne vare opførte af fire Hjørnestave, medens Indgangsdørene vare lave, nede mellem Stavene[1]. Benyttende sig af denne Efterretning, lod Sverre længer ud paa Høsten, i en belgmørk Nat, en Mand ved Navn Svein Munke snige sig op paa Borgen, medbringende et tykt og langt Toug, som han, uden at blive bemerket, fik fastgjort om den ene af Kastellets Hjørnestave, medens over 120 Mand nedenfor holdt i den anden Ende, og paa et givet Tegn begyndte at hale af alle Kræfter. Kastellet begyndte allerede at vakle sterkt, og Baglerne, som vare derinde, bleve meget forfærdede: da brast uheldigviis Touget. Svein kom selv uskad ned ad den østlige Side af Bjerget, efter at have dræbt to af Baglernes Vagtmænd, som han forefandt der. Andre Midler, som Sverre anvendte for at fremskynde Bjergets Indtagelse, mislykkedes ligeledes; han lod blandt andet indrette et Stormtag af Træflager, hvilende paa tykke Stave; men det viste sig at være for tungt og uhaandteerligt til at kunne bruges med Fordeel i de stejle Kleve under Kastellet. Dagligdags vexlede man Skud med hverandre, men Baglernes højere og mere dækkede Standpunkt gjorde at Fordelen ogsaa her sædvanligviis var paa deres Side.
Deres Stilling var med alt dette heel mislig, thi af Sverres Forberedelser var det let at skjønne, at han havde indrettet sig paa en langvarig Belejring, og naar de ej fik Undsætning, vilde Hungersnød uundgaaeligt indfinde sig og tvinge dem til Overgivelse. Det var derfor Reidar højst magtpaaliggende at underrette Inge, Sigurd og de øvrige Baglerhøvdinger om den Knibe, hvori han befandt sig, og snarest muligt skaffe ham Hjelp. Det var en udtrykkelig Aftale mellem dem, at naar den ene behøvede den andens Bistand, skulde denne strax være rede. Men det vanskeligste var at faa sendt Bud fra Bjerget, saa strengt indesluttet som det var af Birkebeinerne. Paa Landsiden var det aldeles umuligt, thi der dannede Palissaderne og Graven en uoverstigelig Hindring; den eneste tænkelige Udvej var paa Søsiden, skjønt Birkebeinerne ogsaa her om Natten holdt Vagt paa nogle Skuder. Forsøget maatte dog gjøres, og den kjekke Thord Dokka lod sig i en mørk Nat, selv tiende, i en liden
- ↑ Besynderligt nok, tales der ved denne Lejlighed intet om Michaelskirken paa Bjerget, der dog synes at maatte have ligget indenfor Befæstningen.
