mod hine. Hver Skare havde sit Banner, og Luren skraldede højt i dem begge. De mødtes snart, og begyndte, som det lod til, en Kamp, i hvilken Birkebeinerne deels faldt, deels bleve drevne paa Flugten. Baglerne paa Bjerget opfordrede nu Reidar til at gjøre et Udfald, for at komme deres Kammerater til Hjelp, og tage Birkebeinerne i Ryggen. Men den kloge Reidar sagde, at han først vilde see Tiden lidt an; hvis de Tropper, der nu kom nordenfra, fik Birkebeinerne drevne lige til Graven, trængte de ej til Hjelp, men kunde gjøre det af med dem paa egen Haand. Efter at have betragtet Striden en Stund, sagde han: „denne Flugt forekommer mig heel besynderlig, ja kun som en Leg; seer I, hvorledes de, som falde, altid mage det saaledes, at de enten falde paa et Sted, hvor der er tørt, eller paa sine Skjolde; eller kunne I opdage noget Blod paa deres Vaaben eller Nærvær? Dette er sikkert kun en Krigslist, som Sverre forsøger.“ Og han havde Ret, thi Sverre havde om Natten ladet en Deel af sin Hær begive sig bag om Frode-Aasen, og om Morgenen holde den nys beskrevne Skinfegtning med en anden Afdeling af Birkebeiner, der drog ud fra Byen, for derved at lokke Baglerne ned fra Bjerget; lykkedes dette, skulde et Baghold, der stod opstillet tæt under Bjerget, bryde frem og spærre dem Tilbagevejen. Men Reidar var for klog til at lade sig narre, og saaledes kom der intet ud af den hele, listigt nok udtænkte Plan.
Det er let at begribe, at det i Længden maatte falde Kongen vanskeligt at skaffe Levnetsmidler til sin Hær. Da de, som man havde bragt med paa Flaaden, vare opbrugte, sendte han Folk rundt omkring i de omliggende Hereder, forat skaffe Ledingsgjeld og Proviant, og dette gik ret godt, saa længe Søen endnu var aaben og man kunde komme frem til Skibs. Men ud paa Vintren, da Fjordene frøs til, blev det værre, thi nu var det ej alene vanskeligt at skaffe de Levnetsmidler frem, som man fik, men Bønderne paa Vestfold, der allerede havde maattet udrede saa meget, og desuden vare Birkebeinernes afsagte Fiender, begyndte nu mere og mere at gjøre sig vrange og byde dem Trods; ja Opholdet i og ved Tunsberg maatte i sig selv være forbundet med mange Ubehageligheder, da Tunsbergsmændenes Sympathier ganske vare paa Baglernes Side; de havde været med i Toget mod Oslo, og da Sverre prøvede den nys omtalte Krigslist, maatte han udtrykkeligt paalægge sine Mænd, lige saa lidet at lade Bymændene, som Baglerne paa Bjerget ane noget derom. Alt dette vakte Misstemning i Hæren. Især begyndte Ledingsfolkene at knurre, da Ledingstiden forlængst var omme, og de længedes hjem. Da lod Kongen blæse til Huusthing, og holdt følgende Tale til Mandskabet: „Jeg hører nu, at man kalder det lange Ophold her uforsvarligt, og at enhver vilde prise sig lykkelig, om han kunde komme hjem. Men er det vel sømmeligt for Krigere, at knurre mod sin Konge, om man just ikke kan fylde Vom-
