Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/402

Denne siden er korrekturlest
384
Sverre Sigurdssøn.



men saa godt, som Arbejdsmanden med sin Skovl? I ligne ikke de Folk i fordums Dage, om hvilke der er skrevet Fortællinger, som viste saadan Udholdenhed i at belejre sine Fiender, at Klæderne raadnede af dem, og at de aad Skederne af sine Sverd og Overlæderet paa sine Sko, uden at vige af Pletten, indtil de vandt Sejr. Jeg behøver ikke engang at hente Exempler længere borte end fra Baglerne hist oppe paa Bjerget; de vise større Fasthed og Udholdenhed, idet de endnu ikke give tabt. Lad mig derfor ej længer høre denne Knurr; her ville og skulle vi sidde, hvad enten I finde det slemt eller ej, lige til vi have faaet Bugt med Baglerne.“ Irettesættelsen lader til at have frugtet, thi der tales ikke om, at der oftere hørtes nogen Knurr. Eftersom det led ud paa Vintren, begyndte nu ogsaa Baglernes Levnetsmidler at gaa op, og Reidar indsaa, at han snart vilde blive stedt i den yderste Nød, hvis ikke den forlangte Undsætning kom. Men ingen Undsætning lod sig see; der indløb ikke engang noget Svar, kun Birkebeinerne spottede dem hver Dag med, at deres Konge Inge snart vilde komme med en vældig Hær og frelse dem. Reidar lod nu skrive et Brev til Inge og Sigurd, hvori han lod dem vide, at han ikke kunde holde sig længer end til Nikolasmesse (6te December) og enda kun med Nød og neppe, hvorfor han paa det indstændigste bad dem om at komme ham til Hjelp. Brevet afsendtes om Natten med en Mand, der stod paa Ski ned af Bjerget paa Isen, hvilken nu laa langs med dets Fod og et Stykke ud paa Vaagen; derved blev det ham muligt at komme uden om Graven og Palissaderne, og saaledes undgaa Birkebeinerne. Han traf Inge i Hamar paa Hedemarken. Denne kaldte strax sine Høvdinger til sig og lod Brevet oplæse. Sigurd Jarlssøn fraraadede paa det alvorligste, at opfylde Reidars Befaling, hvilket, som han sagde, var at styrte sig i den aabne Grav. Han foreslog, at de heller skulde gjøre et Tog nord til Fjordene og skaffe sig Skibe; naar Sverre hørte det, vilde han blive nødt til at hæve Belejringen og skynde sig hen til de Egne, hvor de færdedes; saaledes vilde Reidar lige fuldt blive frelst. Dette Raad fandt alles Bifald. De brøde op fra Hamar, toge Vejen gjennem Gudbrandsdalen til Raumsdalen, og fik sig en Deel Skuder. Flere af dem, under Anførsel af Inge, sejlede nu sydefter, og underlagde sig Kysterne af Nordfjord og Søndfjord, medens de øvrige satte sig fast i Raumsdalen og begge Mørerne[1]. Da hine kom til Sognsøen, drejede de ind i Sognefjorden, arbejdende sig møjsommeligt op mod en heftig Østenvind. Ved Nattetid kom de ind til Vik. Her laa Høvdingen Jon Staal fra

  1. Dette sees af Haakon Sverressøns Saga hos Claussøn, Begyndelsen.