han derfor vil tilgive mig hvad jeg har syndet mod ham. I have lige saa vel Sjæle som jeg, hvilket I nøje maa betænke; og derfor kan dog Ingen kalde eder Uslinger“. Denne Tale virkede efter Ønske, og alle erklærede sig villige til at føje sig efter Kongens Bestemmelse. Da saaledes al Fare var bortfjernet, sendte Sverre Bud til Reidar, at han og alle hans Mænd skulde faa Grid. Morgenen efter, ved Dogurd-Tid, kom de alle sammen ned, bleve een for een førte for Kongen, og aflagde Troskabs-Ed. Derpaa fordeelte han dem paa de enkelte Skarer, og beholdt selv Reidar hos sig. Ikke nok med, at han skjenkede dem Livet; han sørgede ogsaa paa det omhyggeligste for deres Pleje, bad sine Mænd at vise dem al Omhu, og advarede dem selv for, i Førstningen at tage alt for graadigt Næring til sig. Saaledes gav den bansatte og af et politisk Parti blandt Gejstligheden som en Gudsfornegter udskregne Fyrste et Exempel paa egte christelig Forsonlighed og overhoved paa Humanitet, som hans Modstandere neppe i samme Tilfælde vilde have viist, og som i de Tider hørte blandt Sjeldenhederne. Men han viste tillige, at han deri, som i saa meget andet, var forud for sin Tid. Mange blandt Fangerne adløde ikke hans Advarsel, til deres egen Skade; ellers vare de alle saa medtagne af Sult og Elendighed, at ingen undgik Sygdom, mange døde, og mange fik Meen, saa længe de levede. Reidar selv laa længe syg, og Kongen brugte mange Kure og Lægemidler til ham. Belejringen havde i det hele varet i 20 Uger, eller fra den første Uge i September 120l til den 4de Uge i Januar 1202[1].
Men omsider var den Tid kommen, som man længe kunde forudsee, at Sverres Legemskræfter ikke længer kunde holde Stand mod de overvættes Anstrengelser og Bekymringer, med hvilke han Nat og Dag havde at kæmpe. Uagtet man af alt, hvad han udholdt, maa slutte, at han var begavet med et ualmindeligt sundt og sterkt Legeme, maatte dog alt, hvad han døjede, tilsidst undergrave den sterkeste Helbred, og det er snarere at undres over, at han holdt saa længe ud, end at han efter 25 Aars uafladelige aandelige og legemlige. Besværligheder omsider sank sammen. Allerede under Opholdet i Tunsberg begyndte han at skrante, men Sygdommen tog dog for det første ikke synderligt til. Kort efter Slotsbergets Indtagelse, altsaa sidst i Januar eller først i Februar, forlod han
- ↑ Sverres Saga Cap. 179. Det er i det foregaaende nævnt, at Belejringen, som Sagaen angiver, begyndte ved (rimeligviis lidt før) Mariemesse øvre eller 8de Septbr. Tyve Uger fra denne gaa nøjagtigt til 25de Januar, og Tiden, da Overgivelsen skede, maa saaledes have været en Dag mellem den 13de (20de Dag Juul) og den 25de.
