Bergens Christkirke med Indskrifter og alle andre Prydelser er der nu ikke Spor tilbage, efterat Kirken selv i 1531 blev nedreven.
Skjønt hiin Indskrift sattes Sverre af hans Venner, vilde den dog neppe have været affattet i saadanne Udtryk, hvis ikke Alle havde været gjennemtrængte af den Bevidsthed, at Norge i ham havde lidt et uerstatteligt Tab, og at han ej alene var den største Konge, der siden Olaf den helliges Tid havde siddet paa Landets Trone, men endog den største Mand, som Norge gjennem flere Aarhundreder havde frembragt. Endog hans Fiender maatte tilstaa, at der ikke i deres Dage havde fremstaaet nogen saadan Mand i Norge, som Sverre. Vi have i det Foregaaende saa godt som paa hvert Blad seet saa mange Prøver paa hans overlegne Talenter, Raadsnildhed, Statsklogtkkab, Menneskekundskab, Kjekhed og Udholdenhed, at vi ej her behøve udførligere at dvæle derved. Det bedste Beviis paa hans Storhed og aandelige Overlegenhed er, at uagtet han havde begyndt sin Bane som en ubekjendt Æventyrer og Høvding for en Bande af Rømningsmænd, og siden ej alene havde haft Rigets mægtigste Mænd og saa godt som den hele Gejstlighed, men endog Innocentius den 3die selv, for hvem Europas vældigste Fyrster skalv, at kæmpe med, opnaaede han dog en længere Herskertid, end nogen Konge før ham i de sidste hundrede Aar, og medens hans Forgængere siden Sigurd Jorsalafarers Tid alle vare faldne i Kamp, døde han Straadød paa sin Trone, uden at engang Pavens egne Trusler og Forbud formaaede at berøve ham den sædvanlige gejstlige Bistand paa hans Dødsleje, eller at hindre hans Venner fra at stede ham til Hvile i Kirken med al den Pragt og alle de Højtideligheder, som paa den Tid ansaaes at tilkomme en Konge. Og alt dette havde han formaaet, uden dog, som mange af hans Forgængere, der havde politiske Partier at kæmpe imod, at priisgive sin egen Anseelse og Kongemagten selv, for ej at støde sine Tilhængere for Hovedet, medens han derimod vidste ved Strenghed, naar det gjaldt, parret med Venlighed og klog Eftergivenhed, naar den ej kunde skade, paa eengang at sikre sig sine Omgivelsers Ærbødighed og Kjærlighed, saaledes at hans Ord stedse var dem en Lov, ligesom han og efterlod sin Søn en langt anderledes befæstet og udvidet Kongemagt, end man forhen havde kjendt den i Norge. Hertil bidrog væsentlig de politiske Principer, han søgte at gjøre gjeldende og de derpaa byggede Foranstaltninger, der fornemmelig skyldes hans Statsklogskab, og som, hvad de end i senere Aarhundreder formedelst uheldige Sammenstød af Begivenheder kunne have virket til Skade for Rigets Selvstændighed, dog paa hans og hans nærmeste Efterfølgeres Tid unegtelig bidrog til at give Styrelsen den Fasthed og Landet det Sammenhold, der ene formaaede at afvende de farlige Følger, af sønderlemmende Partistridigheder og blodige Borgerkrige, og til at hæve Norge højere
