andre Midler til at bringe dem til Underkastelse. Men man kan paavise faa Krigshøvdinger, der viste sig saa milde og forsonlige mod Fangne og Overvundne, som Sverre; i hans Slag hørte det til Dagens Orden, at de fangne Fiender, selv om de havde fornærmet ham paa det blodigste, skulde beholde Liv og Lemmer, og det vækker derfor et langt andet behageligt Indtryk, at læse om de Sejre, han vandt, end om de samtidige Fegtninger mellem Høvdingerne paa Island, hvorved det, som vi i det følgende ville see, var det sædvanlige at Fangerne myrdedes med koldt Blod, eller lemlæstedes paa det grusomste. Det var kun efter Slaget paa Strindsøen, at Sverre i dette Stykke viste en usædvanlig Haardhed, men da var ogsaa hans Blod mere end sædvanligt bragt i Kog. Og i alle Fald forsonede han denne Haardhed fuldkommen ved den kjærligbedsfulde Mildhed og Omsorg, han viste mod Fangerne fra Slotsberget i Tunsberg[1].
Det er Skade, at vore Oldskrifter for det meste kun have dvælet ved Sverres Krigsbedrifter, uden at fortælle os synderligt om hans Bestyrelse af Rigets indre Anliggender og om hans Foranstaltninger i særskilte, private Sager; vi vilde der upaatvivleligt have fundet langt flere og merkeligere Beviser paa hans Indsigter og administrative Dygtighed, end dem, vi nu kjende af hans Saga, og af Aktstykkerne i hans Strid med Gejstligheden. Heller ikke ere Breve eller Dokumenter, enten offentlige eller private, tilbage fra hans Regjeringstid[2]. Hvor store Tanker Samtiden for øvrigt gjorde sig om hans Indsigter og store Forstand, seer
- ↑ Samtidens Bedømmelse af Sverres Charakteer aabenbarer sig maaskee aller bedst i følgende Sammenligning mellem ham og hans Fader, der kun meddeles i Flatøbogen, men bærer alle Merker af at være forfattet af en Mand der kjendte Sverre personligt, og derhos havde haft Anledning til at høre hans Fader skildret af paalidelige Mænd: „Her viste det sig, som det ofte gaar, at man ikke af en Mands Charakteer kan slutte sig til hans Faders, thi Fader og Søn, Sigurd og Sverre, vare hinanden heel ulige i Sindelag. Sigurd var nemlig letsindig og heftig, Sverre stadig og rolig, Sigurd lettroende og villig til at lytte til andres Ord, Sverre varsom og forsigtig i Valg af Venner, Sigurd var vankelmodig og foranderlig, Sverre fast og altid eens; Sigurd var fremfusende og aabent talende, Sverre fastordet og taus, Sigurd faakyndig og raadvild, Sverre raadig og forsigtig. Dog lignede de hinanden i mange Stykker: begge vare storraadende og storsindede, begge hirdprude og forekommende mod deres Venner, men stride mod Uvenner, begge aastsæle med sin Hird og sit Følge, og trofaste i Nød og Fare, ligesom de gjorde mest af dem, der bedst kjendte deres Egenheder.“
- ↑ I Fortegnelsen over de Breve, der i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, forekommer og et Beskjermelsesbrev af Sverre Magnus for Hovedø Kloster, saavel som et Stadfæstelsesbrev for samme Kloster paa Gaven af Fraun Gaard, se ovenfor S. 222.
