efter Beretning af samtidige Mænd, der tildeels selv havde taget Deel i Begivenhederne, og kaldes perfecta fortitudo, fordi den skildrede den Tid, hvori han havde faaet Overhaand over sine Fiender. Den egentlige Forfatters Navn angives ikke, men det er ej usandsynligt, at det var den med Karl Abbeds senere Leveaar samtidige Prest og Lovsigemand Styrme frode, om hvis litterære Virksomhed vi i det følgende komme til at tale videre; thi det siges udtrykkeligt, at Styrme skrev efter Karl Jonsøns Verk, og dette kan neppe forstaaes anderledes, end at han benyttede det til en fuldstændig Bearbejdelse af Sverres Saga. Man behøver ikke at læse længe i denne for at føle, at man her har virkelig samtidige og af Øjeblikkets Stemning paavirkede Beretninger for sig. Maa man end paa Grund deraf benytte dem med nogen Varsomhed, ere de derimod paa den anden Side desto mere belivede, og give os desto anskueligere og livligere Billeder af Begivenhederne selv og de handlende Personligheder. Den vil vel derfor altid blive den af vore Kongesagaer, der læses med størst Interesse. For Resten er det merkeligt nok, at der ikke ogsaa gives en Beretning om Sverres Krige, der fremstiller Begivenhederne fra et Baglerne gunstigt Synspunkt. Man kan neppe antage andet, end at saadanne Beretninger virkelig have været til, men maa formode at de i Tidens Løb have været undertrykte af Sverres Ætlinger, da disse omsider kom i uforstyrret Besiddelse af Tronen.
Sverre var ved sin Død 50 Aar gammel[1], ingen høj Alder, men dog et Særsyn i den norske Kongehistorie, da ingen Konge mellem ham og Harald Haarfagre havde naaet det 50de Aar, med Undtagelse af Harald Haardraade. Han beskrives som en Mand af temmelig lav Væxt, men før og sterk, med et bredt og veldannet Ansigt og særdeles skjær Hud. Øjnene vare noget rødsprængte, men de laa fagert og fast. Skjegget bar han som oftest tilstudset. Han var af Væsen rolig og eftertænksom, overmaade veltalende, og havde et saa klart og klangfuldt Mæle, at om han end tilsyneladende ikke talte højt, hørte man ham dog tydeligt endog i stor Afstand. Han førte megen Værdighed med sig, naar han sad i sit Højsæde, prægtigt klædt; da saa han højere ud, end han virkelig var, da han var høj i Sædet og havde forholdsviis korte Been. Aldrig drak han saa meget af sterke Drikke, at han blev beruset, og nød sædvanligviis kun eet Maaltid om Dagen. Legemlig Anstrengelse og Nattevaagen kunde han taale i en usædvanlig Grad[2].
Det er ovenfor berettet, at Sverre selv paa sin Dødsseng erklærede, at han ikke efterlod flere Sønner i Live, end Haakon. Dette sagde han rimeligviis, fordi hans forhenværende Hustru Astrid Roedatter en Stund
