derne istedetfor at stride[1]. Disse Vikverjer have vist ikke været andre end Olaf og hans Tilhængere, der nu under Valdemars Beskyttelse spillede Mester, medens Erlings Venner og Tilhængere rimeligviis flygtede bort. Med glad Beundring, siger Saxo, betragtede Vikverjerne Danekongens store Flaade, og hvor Sejladsen faldt igjennem smale Sund, saa at Skibene maatte sejle eet for eet i Rad, flokkede Indbyggerne sig i mængdeviis sammen paa de omliggende Klipper, for at fryde sig ved det prægtige Syn, og tælle Skibenes Antal. Tunsbergs Borgere viste sig endog saa underdanige og ivrige i at tækkes ham, at de modtoge ham ved Indgangen til Byens Takmarker med en højtidelig Procession[2]. Erlings Krigere, som forrige Gang havde holdt sig paa Borgen, fandt det, underligt nok, denne Gang raadeligst at tage Flugten, uden engang at efterlade nogen til dens Forsvar, thi Kongen, fortæller Saxo, gik op og besaa den, og udtalte sin Forundring over dens Styrke, da Naturen her havde gjort mere end Kunsten. Men medens Valdemar udvexlede alle disse Venskabsbeviser med Indbyggerne af Borgesyssel og Vestfold, og behagede sig i at lade dem beundre sin Flaade, forsømte han at gaa lige løs paa Erling, der imidlertid havde faaet en Hær samlet, med hvilken han besatte et trangt Sund – rimeligviis Grindholmesund[3] – som den danske Flaade vestefter Kysten havde at passere, hvorhos han lod det spærre ved Tømmerflaader og befæste ved Skandser og allehaande Krigsmaskiner. Da
- ↑ Saxo, S. 817, 818.
- ↑ Saaledes maa vel Ordene „finibus suis exceptum honoratissimæ processionis officio venerati sunt“ forklares, og man maa deraf slutte, hvad det og i sig selv er rimeligt, at Valdemar, kommende østenfra, ikke har gjort Omvejen ind ad Tunsbergefjorden, men har sejlet forbi Jarlsø (Jersø) op ad Trælen, og med en Deel af sine Krigere er stegen i Land ved Gunnarsby, der netop betegnes som en af Grændsepunkterne for Byens Takmarker, og hvor han saaledes er modtagen med Procession.
- ↑ Saxo nævner ikke Sundet, og Suhm (Historie af Danmark VII. 251) tror derfor, at det Sund, her menes er i Opgangen til Oslofjorden, altsaa Drøbaksund. Men naar man seer hen til, at Valdemar, der dog tilsidst fortsatte Rejsen efter den oprindelige Plan, først kom til Portyrja, siden længer vest- og nordover langs Kysten, vil man lettelig skjønne at han enten allerede maa have været i Oslo, eller, hvad der er det rimeligste, aldrig har været der eller tænkt paa at vove sig derind, men denne Gang, som den forrige, har draget umiddelbart fra Onsø eller Jeløn over til Vestfold, enten lige til Jersø, eller først til Horten og derpaa videre sydefter. Sundet, Erling befæstede, maa saaledes være et af de flere Sund i Sejlleden mellem Jersø og Portør. Rimeligst bliver det da at gjette paa Grundholmesund eller Vrengen mellem Nøterø og Tjømø, da det af Fortællingen synes at fremgaa, at det ej kan have været saa meget langt fra Tunsberg, og dette er den sædvanlige Vej for dem, der fare indenskjærs, hvilket Valdemar, som man seer, gjorde, medens det dog tillige er saa trangt, at Farten derigjennem, selv om det ej var befæ-
