Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/436

Denne siden er korrekturlest
418
Sverre Sigurdssøn.

nu passer enhver paa at komme den anden til Livs, med Vold eller anden Ondskab, og alle gamle og lovlige Vedtægter omstyrtes. De fordre vel alle, at Konger og Storhøvdinger skulle overholde Loven med Skaansomhed, men ingen af Almuen vil overholde Loven mod sin Ligemand, og enhver vil skride langt udenfor, hvad han fra først af er berettiget til. Naar da alle Love ere omstyrtede og retmæssige Straffe ej længer udøves, men Lovløshed og Ondskab komme i Stedet og blive almindelige, saa at Gud vredes derover, da sender han en Straf, der rammer Alle. Da kaster han Had og Fiendskab ned mellem de Høvdinger, der ere satte over Riget, og tilsidst kommer det endog til Manddrab og Slag. Da er Riget kommet til Fordærvelsens yderste Rand, og de faa Levninger af Love og gode Sæder, som hidtil have været overholdte, forgaa nu ganske, thi i Slagene falde de bedste og højbyrdigste Mænd. Men Uaar og Ran og alskens Ufred tage Ejendommene fra dem, som før besad dem og med Rette havde erhvervet dem, men derimod beholdes de af dem, som bedst kunde gribe det fra de andre med Ran og Tyveri. Naar slig Tid kommer over et Land, da har det tabt baade gode Sæder og dygtige Mænd, Gods, Frihed og alle Goder, saa længe Gud vil at den Nød skal vedvare; dette bestemmer han efter sin Miskund, thi han kan, om han vil, frelse Landet, saa snart han finder at det er tugtet nok for sine Synder. Naar da Landet med hans Bistand virkelig befries, og der siden kommer en Enevoldskonge, kan du nok begribe, hvorledes det staar sig med Folkets Sæder eller hvor vel ordnet dette Rige er i de nærmeste Tider efter slig Uro, hvor Folket var splittet ad under mange Høvdinger, og enhver søgte at lære sig op i List og Svig, Udyd og alskens Ondskab, og anvende dette mod Andre[1].“

Dette kan man visselig betragte som en Skildring af Forholdene paa den Tid, da Sverre havde erhvervet Magten og var bleven „Enevoldskonge.“ Den vækker just ikke nogen tiltrækkende Forestilling om Folkets Sædeligheds-Tilstand, men efter saa mange Partistridigheder og Borgerkrige kunde den heller ikke være synderlig god, om den end her er tegnet med alt for mørke Farver. Om Kongens Magtfuldkommenhed og Gejstlighedens Forhold til Kongedømmet udtales Forfatterens Grundsætninger noksom i følgende Ytringer:

„Gud skabte sig paa Jorden to Huse, som han valgte til sin Tjeneste, Kirken og Thinghuset. Disse to Huse ere Guds Haller, og han har sat to Mænd til at bevogte dem, nemlig i det ene Kongen, i det andet Biskoppen. Kongen er sat til at bevogte det hellige Huus, hvor Guds hellige Domme afsiges, han skal dømme saaledes herneden mellem Folk, at han

  1. Kongespejlet, Cap. 36.