hisset faar evindelig Belønning; ham har ogsaa Gud forlenet sit Refselses-Sverd, hvormed han skal hugge, naar det udfordres, uden Avind og med retfærdig Straf, thi naar han dræber nogen af Avind, da er det Manddrab, og han skal svare Gud Manddrabssag. Vid og for vist, at alt hvad Gud fra først af beskikkede til denne Hall og dette Højsæde, maa ingen rive derfra, hvis han ej vil ansees som den, der røver fra Gud selv og hans hellige Dommersæde, og frækt bryder den Orden, Gud selv har fastsat. – – Kongen maa saaledes intet rive til sig fra det Huus, hvorover Biskoppen er sat, fordi ingen skal reve fra den anden, da Gud ejer begge Huse og enhver af dem har at staa den anden bi. Ligesom Kongen har faaet en Refselses-Stav, saa og Biskoppen[1]. Men det som Kongen har faaet, er et tveegget Sverd; med det er han pligtig at hugge hver den til Døde, som vil drage noget fra den hellige Hall, hvis Bevogter han er. Tveegget er Kongens Sverd, fordi han er ligesaa forpligtet til at beskytte den Hall, over hvilken Biskoppen er sat, som sin egen, hvis Biskoppen ej kan gjøre det med sin Refselses-Stav. Den Refselses-Stav, Biskoppen har, skal han have i Munden, og hugge med Ord, ikke med Haanden, som Kongen, og Hugget, Biskoppen fører, bestaar deri, at han, om nogen vil forhaane hans hellige Hall, skal forbyde ham det Bord, der er sat i dette hellige Huus, og den hellige Fode, der nydes ved samme Bord. Den Forskjel er der imellem Kongens og Biskoppens Embede, at Biskoppen er sat til at være Mønster, Lærefader og Raadgiver hos Kongen, men Kongen til at være Dommer og en haard Udover af al Straf. … Og deri er Biskoppens Sverd forskjelligt fra Kongens, at dette bider altid, naar der hugges med det, til stor Skade, hvis det dermed er hugget urigtigt, men dog til Gavn for den, det rammer, naar Hugget er retfærdigt. Biskoppens Sverd bider derimod slet ikke, uden naar dets Hugg er retfærdigt; hugger han uretfærdigt dermed, bider det ham selv, der hugger, til Meen, men ikke den, det gjelder. Men hugger Biskoppen retfærdigt, bider dette endnu svarere end Kongens Sverd“[2].
Med disse Betragtninger slutter Skriftet, efter for øvrigt at have oplyst mange af sine Lærdomme med flere Exempler og udførlige Fortællinger fra den hellige Skrift. Af Indledningen skulde det synes, som om Forfatteren ogsaa vilde lade den fingerede „Fader“ tale om den gejstlige
