Stand og Bondens Levevej paa samme Maade som han har talt om Handelsmandens Virksomhed og Kongetjenerens Pligter. Men om dette end har været hans Bestemmelse, er den dog neppe kommen til Udførelse, da saadanne Afsnit ikke findes i noget af de endnu opbevarede Haandskrifter af Verket. Dets elegante Stiil og Rigdom paa vel valgte Udtryk, endog til at betegne abstrakte Begreber, vidner om den høje Udvikling, Sproget paa den Tid havde naaet, og viser, ikke mindre end de umiddelbare Oplysninger, det selv indeholder, hvor ivrigt den Tids fornemmere Nordmænd maa have drevet boglige Sysler, og paa hvilket højt Kulturtrin de i det Hele taget befandt sig. Danmark og Sverige kunne i det mindste ikke opvise noget i Landssproget forfattet Verk fra samme Tid, der enten i Indhold eller Form paa langt nær kan maale sig med Kongespejlet, end sige staa ved dets Side, ligesom ogsaa det ovenfor omhandlede Stridsskrift mod Gejstligheden heller ikke i de øvrige nordiske Lande, og vanskelig i Nord-Europa paa den Tid har sin Lige. Vi ville ogsaa strax i det følgende see, hvilken betydelig Deel Kongens egen Søn og Tronfølger, Haakon, tog i den daværende literære Virksomhed; naar han foregik med et saadant Exempel, kan man vistnok antage, at det efterfulgtes af mange.
Af den Kultur, som paa Sverres Tid herskede ved Hoffet og især repræsenteredes af Kongen selv og hans Søn, var det og at vente, at en større Smag og Kunstfærdighed blev herskende, og navnlig gjorde sig gjeldende i Landets Myntvæsen, der hidtil i saa Henseende have staaet paa en daarlig Fod. Virkelig finde vi ogsaa først fra Sverres Tid ordentlig prægede Mynter med let læselig og utvetydig Omskrift. Den hyppigst forekommende Typus er en Sølv-Penningemynt, der paa den ene Side fremstiller et Ansigt med Skjegg og Krone over, ganske vist Sverres eget, med Omskriften „rex svervs magnvs.“ og paa den anden Side et Kors, der danner fire lige store Kvadrater, hver med en Linje og Randskriften N I, hvilket aabenbart skal betegne „Nidaros,“ saa at man altsaa har Grund til at antage dette Slags Mynter slagne af den ovenfor (S. 139) omtalte Hagbard Myntmester. Man har derforuden flere Brakteater eller Heelmynter fra ham[1]. – Vi besidde intet med hans Sigill beseglet Brev, men af den oven omtalte samtidige engelske Forfatter vide vi, at dets Overskrift var Sverus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus[2].
