Da Sverre døde i Bergen, var hans Søn og Tronfølger Haakon, som det ovenfor er berettet, i Throndhjem. Sverres tvende Systersønner, Haakon galen og Peter Steyper, begave sig strax afsted fra Bergen paa et vel bemandet Skib for at melde ham Faderens Død, og overbringe ham dennes Brev. Da de kom forb i Stad, vare de nødte til at holde sig udenskjærs, for at undgaa Baglerne, som havde disse Dele af Landet inde, og laa hist og her i store Hobe. De kom til Nidaros en Morgen, just som Formesserne vare sungne, og roede lige op til Kongsgaarden, hvor Krigsmændene strax kom dem imøde og spurgte om Nyt, fornemmelig hvorledes Kongen befandt sig, da de havde hørt at han var syg. Haakon og Peter svarede at han var i god Bedring, og at de ellers intet Nyt havde at fortælle, men ønskede at tale med Kongesønnen. Paa Svaret, at han var hjemme i sit Herberge, gik de strax op til Christkirken, og derfra til Gaarden, hvor han var[1]. De lode ham anmode om at komme ud til dem, da de gjerne vilde tale i Eenrum med ham. Han kom, og efter gjensidig Hilsen fortalte de ham den vigtige Nyhed, og underrettede ham nøjagtigt om alle de enkelte Omstændigheder ved hans Faders Sygeleje og Død, ligesom de og overleverede ham Brevet. Han lød strax blæse til Hirdstevne, og bekjendtgjorde her Dødsfaldet for Hirden, der paa det samme Møde tog ham til Høvding, Noget længer hen paa Vaaren lod han stevne Ørething for at lade sig hylde som Konge, og sendte Bud desangaaende til Bønderne i Heredet, der ogsaa pligtskyldigst fremmødte og toge ham til Konge over hele Landet. Den Bonde, der efter gammel Skik gav ham Kongenavn, hed Skervard. Derpaa tog han sig Hird, det ,vil sige at Hirdmændene, der vare udnævnte til denne Værdighed af Sverre, nu bekræftedes i disse af ham, og gik ham til Haande. Ligeledes indsatte han Sysselmænd, og Krigsfolk samlede sig til ham fra de sydligere Dele af Landet.
Men skjønt Haakon saaledes uden Vanskelighed havde faaet Kongenavn af Birkebeinerne og Thrønderne, var hans Stilling dog fremdeles mislig og vanskelig nok, saa længe han endnu, ligesom Faderen, stod i et fiendtligt Forhold til Gejstligheden. Thi det Ban og Interdikt, som
- ↑ Denne Gaard var altsaa ikke den egentlige Kongsgaard, men, som man af den antydede Beliggenhed maa slutte, Erkebiskopsgaarden, der under Eriks Fraværelse stod ledig, hvilken Sverre altsaa rimeligviis efter Erkebiskoppens Flugt, da han lagde Beslag paa det erkebiskoppelige Gods (se ovenfor S. 266), havde taget i Besiddelse, og hvor han maaskee selv boede, naar han havde saamange Folk hos sig, at de vanskeligt kunde rummes i Kongsgaarden alene.
