Valdemar erfarede dette, fortrød han bitterligt at han til Unytte havde bortødslet saa megen Tid, sammenkaldte sine Venner, og forestillede dem at man nu maatte søge at oprette Tidstabet ved desto større Raskhed og Hurtighed, især da man allerede led Mangel paa Levnetsmidler. Men nu yttredes der mange og forskjellige Meninger. Nogle foresloge, at man skulde sætte Rytteri i Land og forjage dem, der forsvarede Befæstningerne, medens man til samme Tid ryddede Tømmerflaaderne til Side. Andre fandt det under alle Omstændigheder altfor dumdristigt, at vove sig ind i saa trangt et Sund med saa stor en Flaade. Nogle vilde, at man skulde omgaa den fiendtlige Hær ved at tage Vejen gjennem et bredere Farvand (det vil vel sige at sejle udenom Tjømø, forbi Færder), og derpaa fiendtligt besætte Landet, (Fastlandet?) thi derved vilde Erling i ethvert Tilfælde blive nødt til at forlade sin faste Stilling, hvad enten han indlod sig i Kamp, eller tog Flugten. Men andre spottede over, at man gjorde Ophævelser over Ting, som man endnu ikke havde undersøgt, og paastod, at man først burde tage Befæstningerne i nærmere Øjensyn, førend man raadslog om hvad herved var at gjøre. De raadede følgelig til ufortøvet, og saa hastigt som muligt at drage derhen. Idet nu een foreslog eet, en anden et andet, fremstod en ved Navn Nikolas Oxe, om hvilken Saxo siger at han mere udmerkede sig ved sin Byrd, end ved sin Tapperhed, og ytrede sin Forundring over, at fornuftige Folk, der beboede et herligt, frugtbart Land, kunde finde paa at forlade dette for at gjennemstrejfe Ødestrækninger, hvor man kun fandt Skjær og uvejsomme Klipper. Man, var, sagde han, nu kommen saa vidt i Galskab, at man regnede den yderste Nød og Elendighed for den største Herlighed og Glæde; thi om det end lykkedes at fange Norges Konge, vilde man have mere Ulempe af begge Riger end man nu havde Glæde af det ene. Derhos vilde man, ved at fortsætte Toget, efterat Levnetsmidlerne havde begyndt at gaa op, komme til at lide fuldkommen Mangel. Ingen ytrede sig herimod, og den almindelige Taushed syntes at vidne om stiltiende Bifald. Men anderledes tænkte Absalon, der, saasnart Mødet var hævet og han befandt sig ene med Kongen, bebrejdede denne alvorligt, at han ved sin Taushed ligesom havde bifaldt Nikolas Oxes fejge Tale, og ikke ladet ham undgjelde derfor med
stet og spærret, for en stor Flaade kunde synes betænkelig. Derved bliver det ogsaa rimeligt, at enkelte kunde foreslaa at sætte Ryttere i Land og lade disse ødelægge Befæstningerne: de skulde da nemlig tage Vejen over Nøterø omtrent fra Teige ved Tunsberg til Sevik og Vrengen. Sandøsund eller Ryssesund paa hver sin Side af Hvasserlandet er det allerede, mindre sandsynligt at gjette paa, end mindre Langaarsund eller Korssund indenfor Jomfruland, thi paa de omliggende Klipper der kunde der neppe være Tale om at anvende Ryttere.
