Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/443

Denne siden er korrekturlest

425

1202. Kongen forliger sig med Gejstligheden.

været kede af at leve i Landflygtighed, og som desuden Aaret forud havde tabt deres mægtigste Støtte i Erkebiskop Absalon, der endog paa sin Dødsseng gav dem Beviis paa sin Hengivenhed ved at betænke dem rigeligt i sit Testamente^[1], modtoge med Glæde Forligstilbudet, og begave sig endnu den samme Sommer tilbage til Norge, hvor Forliget snart kom i Stand. De droge derpaa hver til sin Biskopsstol, medens Erkebiskoppen, uden endog at afvente Pavens Samtykke, hævede Bansættelsen og Interdiktet, og tog, som det heder, hele Landet i Forligelse igjen. Vi have endnu den Kundgjørelse, Haakon udstedte i Anledning af Forliget, og erfare deraf nogenledes, paa hvilke Vilkaar det kom i Stand. Kundgjørelsen, der er af saa meget større Interesse som den synes heelt igjennem at være forfattet af ham selv^[2], er udstedt til Erkebiskop Erik, de øvrige Biskopper, alle lærde Mænd, Bønder og Buthegne i Norge, og begynder med en saare mørk Skildring af Tilstanden i Landet, og de Ulykker, Borgerkrigene og Striden mellem Konge- og Kirke-Magten havde afstedkommet. „Større Plage, Nød og sørgelig Strid,“ heder det, „har tynget over os og vort Land nu i lange Stunder, end det vilde have været tilstedet, om Lykken fulgte os, ja vi kunne desværre næsten sige at dette Land er bragt til det Yderste, hvis ikke Gud af sin Miskund vil unde os snarlig Hjelp, thi næsten alle de ere døde, som vilde vogte Landet og Landets Snur med Retfærdighed, og vilde elske Gud og den hellige Kirke, men de leve tilbage, som kun tænke paa Overgreb og Uretfærdighed, Avind og Ondskab; hverken Lærde eller Ulærde frygte mere Gud og gode Mænd, heller lever enhver som han finder for godt under Lovløshed, thi Loven ringeagtes og kun Ran raade, Uskikke voxe og gode Sæder ophøre, Kvinder van-

↑ Testamentet er aftrykt i Langebeks Scr. R. D. V. S. 422 flg. Blandt Legaterne, som det indeholder, forekomme følgende: „til den ærværdige Herre Erik, Erkebiskop i Nidaros, der formedelst sin Retfærdighed er landflygtig, 100 Mk. Sølv; til Biskop Njaal af Stavanger, ligesaa, til Biskop Ivar af Hamarkaupang ligesaa, til Biskop Njaal af Oslo en Sølvskaal, og de Sølvfade, som den samme Biskop tidligere har foræret ham selv (Absalon).“ Aarsagen, hvorfor Nikolas ikke fik Penge, som de øvrige, er rimeligviis den, at han ej saa ganske var afskaaren fra sit Biskopsdømme og Nydelsen af dets Indtægter, som de. Man seer dog heraf, at de norske Biskopper ikke kom ganske tomhændede til Absalon: strax derpaa heder det at Absalon skjenkede Kongen (Knut) en prægtigt arbejdet Sølvskaal, som han i sin Tid havde faaet af Erkebiskop Erik. Denne fik i Testamentet derhos en blak Hest, og hans Kapellan, Mag. Peter, (maaskee Peter af Husastad, der siden blev Erkebiskop) betænktes med en Kappe, fodret med Graaskind.
↑ Det er nemlig ganske affattet i den samme „særegne Stiil,“ med øjensynlig Stræben efter en vis „Numerus,“ og paa de meest pathetiske Steder med Intimation, der betegner Oversættelsen af Barlaams og Josaphats Saga, hvorom nedenfor.

[1] Testamentet er aftrykt i Langebeks Scr. R. D. V. S. 422 flg. Blandt Legaterne, som det indeholder, forekomme følgende: „til den ærværdige Herre Erik, Erkebiskop i Nidaros, der formedelst sin Retfærdighed er landflygtig, 100 Mk. Sølv; til Biskop Njaal af Stavanger, ligesaa, til Biskop Ivar af Hamarkaupang ligesaa, til Biskop Njaal af Oslo en Sølvskaal, og de Sølvfade, som den samme Biskop tidligere har foræret ham selv (Absalon).“ Aarsagen, hvorfor Nikolas ikke fik Penge, som de øvrige, er rimeligviis den, at han ej saa ganske var afskaaren fra sit Biskopsdømme og Nydelsen af dets Indtægter, som de. Man seer dog heraf, at de norske Biskopper ikke kom ganske tomhændede til Absalon: strax derpaa heder det at Absalon skjenkede Kongen (Knut) en prægtigt arbejdet Sølvskaal, som han i sin Tid havde faaet af Erkebiskop Erik. Denne fik i Testamentet derhos en blak Hest, og hans Kapellan, Mag. Peter, (maaskee Peter af Husastad, der siden blev Erkebiskop) betænktes med en Kappe, fodret med Graaskind.

[2] Det er nemlig ganske affattet i den samme „særegne Stiil,“ med øjensynlig Stræben efter en vis „Numerus,“ og paa de meest pathetiske Steder med Intimation, der betegner Oversættelsen af Barlaams og Josaphats Saga, hvorom nedenfor.

[1]

[2]