tilbørlig Forhaanelse. Thi da vilde alle de Øvrige have skammet sig ved at følge hans Exempel, medens hans Ord derimod nu neppe vilde undlade at gjøre sin Virkning paa Mængden. Absalon spaaede rigtigt. Høvdingerne, af hvilke de fleste havde Lyst til at drage hjem, opsatte hemmeligt de menige Krigere, der snart begyndte at knurre aabenlyst, især mod Absalon, hvilken de med Rette betragtede som den, der ivrigst raadede til at fortsætte Toget.; De heftigste begyndte endog at kaste Stene paa hans Skib, men bleve snart, uagtet de vare flere i Tallet, drevne paa Flugten af hans Folk, medens Kongen, som syntes at de havde faaet nok i denne skammelige Flugt, lod dem løbe. Flaaden sejlede nu til Havnen Portyrja, hvor der atter skede Mytteri: endeel af Jyderne, ophidsede af deres Skibsstyrere, flokkede sig sammen, og fordrede med heftige Raab at man skulde drage hjem. Men denne Gang lod Kongen de værste Skraalere gribe og haardt afstraffe, saavel ved Slag som ved Neddykning i Søen. Toget fortsattes, indtil man kom saa langt nordpaa, at det om Natten ved Solhvervstid var næsten lige saa lyst som om Dagen, og at man ved Midnat uden synderlig Anstrengelse kunde læse den fineste Skrift. Det kan altsaa neppe have været sydligere end henimod Bergen, maaskee man endog var kommen lige til Stadland[1]. Der henvendte de jydske Høvdinger sig ligefrem til Kongen med alvorlige Forestillinger mod at drage videre, saa daarligt som Hæren nu var forsynet med Levnetsmidler; de tilbøde sig heller til næste Aar, om han da ej havde fattet anden Beslutning, at ledsage ham paa et nyt Tog, og da sejle lige fra Vendsyssel over til Agder, uden at gjøre den lange Omvej om Viken. Den forhungrede Mængde forenede fine Klager med Høvdingernes, og Valdemar saa sig endelig nødt til at give efter og vende tilbage. For dog ikke at lade sin Fiende aldeles uskad, medtog han endeel Skibe – Saxo kalder dem de ypperste Skibe i hele Norge – der altsaa maa være faldne i hans Vold[2]. Derhos udstedte han et strengt Forbud mod al Skibsfart fra Viken, eller rettere fra hele Norge, til Danmark og omvendt[3].
Da Valdemar var borte, vendte Erling sig atter mod Hettesveinerne, hvilke Saxo aabenbart har for Øje, naar han fortæller, at de fornemme Nordmænd, der ved Valdemars Ankomst til Landet havde sluttet sig til ham, undsaa sig ved at forlade deres Fædreland og derfor heller vilde blive tilbage end følge ham. Sandsynligviis har det ej saameget været Undse-
