ikke i Fremfærd, har kaldet hine, der paa nys nævnte Maade vare drevne i Landflygtighed, tilbage til deres Hjem, elsker og hædrer baade Kirker og kirkelige Personer, og styrer Folket i fuldkommen Fred og Rolighed. Imidlertid bar det ikke lidet forundret os, at du, Broder Erkebiskop, har været forvoven nok til, paa egen Haand at løse ham og hans Medskyldige fra den Exkommunikationsstraf, hvori de ved vor Autoritet vare lagte. Du har derved tiltaget dig at gjøre, hvad der aldeles ikke var din Sag, eller paa nogen Maade tilkom dig; og ligesom Aben, der efterligner de menneskelige Handlinger, har du ladet som du vilde gjøre hvad du hverken kunde eller retteligen havde Lov til; hvorved du maa vide, at ikke alene du er falden i Vildfarelse, men ogsaa Angjeldende, der, uagtet de fremdeles ligge under Straffedommen, dog falskeligen betragte sig som absolverede. Hvorfor vi ved denne vor apostoliske Skrivelse byde og befale eder, at I offentlig forkynder hiin Absolution ugyldig at være, og uden Kraft, men derimod siden, efter at have modtaget af dem en edelig Forsikring, under vor Fuldmagt lader dem nyde Absolutionens Velgjerning, og derhos sender nogle af dem, saavel i deres eget, som i de øvriges Navn, til os med Brev fra eder som Vidnesbyrd“[1]. Brevet er dateret Anagni den 24de Januar 1204, altsaa, som vi i det følgende ville see, 23 Dage efter Kong Haakons Død, hvorom Paven da naturligviis endnu var uvidende. Vi erfare imidlertid heraf, at han var nok saa venskabeligt stemt mod Haakon, og at der, naar der blot var skeet de af ham saa strengt overholdte Former Fyldest, vilde have indtraadt det bedste Forhold imellem dem. Og saa meget var nu vundet, at Gejstligheden ikke oftere, som Stand betragtet, blandede sig i Tronstridighederne, eller erklærede sig imod Sverres Kongehuus. Vi ville see Baglerpartiet atter fremstaa, og nye Tronprætendenter vække Uroligheder; vi ville ogsaa see flere Gejstlige, navnlig den rænkefulde Biskop Nikolas, gjøre fælles Sag med Oprørerne, men, som vi derhos erfare, kun af politiske, ikke af kirkelige Hensyn, og uden at Legitimiteten af Sverres Æt længer sattes i Tvivl.
Da Vaaren kom, begav Haakon sig, som han havde bebudet, til Viken. Han forlod Nidaros lidt efter Paaske (6te April) med en betydelig Styrke, og ledsaget af sine fornemste Mænd, navnlig Haakon Galen, Peter Steyper, Sigurd Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde, Eyvind Prestsmaag, Dagfinn Bonde, Einar Kongsmaag, og flere Lendermænd og Krigshøvdinger. Af alle disse synes Einar, der var gift med hans Heelsyster Cecilia, og havde faaet Syssel paa Rogaland, at have været hans kjæreste Ven[2].
