den Tid ikke en eneste Gang kom under nogen sodet Bjelke[1]. Hans Broder Olaf maatte tage til Takke med Øen Ljodhuus (Lewis), der vel var en af de største blandt Øerne i Udstrækning, men ufrugtbar og tyndt befolket, og som derfor kun daarligt forslog til hans og hans Mænds Underhold, hvorfor han og, som det synes, maatte tage sin Tilflugt til flere mindre lovlige Midler. Saaledes fortælles det, at da den til Biskop i Hole paa Island udvalgte Prest Gudmund Aressøn (om hvilken mere nedenfor) i Aaret 1202 rejste til Norge i Selskab med .den anseede og ædle Ravn Sveinbjørnssøn, for at lade sig indvie af Erkebiskop Erik, og det Skib, hvorpaa han befandt sig, af Storm var fordrevet til Sandø[2], en af de mindre Øer søndenfor Ljodhuus, hvor Olaf og Biskoppen, ved Navn Michael, just befandt m, kom strax en af Olafs Sysselmænd hen til dem, og fordrede Landøre af dem til et Beløb af ikke mindre end 20 Hundreder Vaadmaal, (50 Mk.) det vil sige et Hundrede (2 Mk.) for hver islandsk Mand ombord paa Skibet, da dette, som han sagde, var Lov paa Syderøerne[3]. Islændingerne, der vidste, at de kom til at betale det samme i Norge, vilde ikke indlade sig derpaa, og Gudmund, saavel som Ravn, gik uden videre at bryde sig derom til nærmeste Kirke, for at bore Messe, og derfra til Bords hos Biskoppen, da denne indbød dem til sig. Men da de vilde gaa ned til Skibene igjen, erklærede Kongen at de ikke skulde slippe derfra, førend de havde forpligtet sig til at betale hvad han fordrede. Gudmund vægrede sig fremdeles, medens Ravn derimod raadede til at give efter for Overmagten. De ved Skibet tilbageblevne Folk, der anede Uraad, nærmede sig allerede bevæbnede i en sluttet Hob for med Magt at befri deres Rejsefæller, da Sagen i Mindelighed afgjordes derhen, at Islændingerne betalte sex Hundreder (15 Mkr), hvormed Olaf lod sig nøje[4]. Dette viser noksom, at hans Fordring
- ↑ Orkneyinga Saga S. 412.
- ↑ Saaledes i Ravn Sveinbjørnssøns Saga. Denne Sands er maaskee Sandera i Nærheden af Barra, i den sydligste Deel af den lange Ø-Række, der tilligemed Ljodhuus danner det saakaldte Long-Island. I saa Fald maa Olaf enten have faaet hele Rækken, eller og paa egen Haand tiltaget sig Rettigheder der. Men muligt er det og, at der strax ved Ljodhuus har været en liden Ø ved Navn Sands, der maaskee kunde findes paa store Specialkarter. Sturlunga Saga III. 17 nævner Øerne „Hirtir,“ hvilket vel er „Hirta,“ nu „St. Kilda,“ langt vestenfor Long-Island.
- ↑ Landørens Beløb angives her anderledes, end i Overeenskomsten af 1022, se ovenfor I. 2. S. 697. Naar Vaadmaalet brugtes som Penge, beregnet efter den sædvanlige Tarif, 6 Alens Øre, bliver Summen for hver Mand ikke, som Forliget bestemmer, ½ Mark, men 2½ Mark; regnes der efter 12 Alens Øre, bliver det 1¼ Mark, ogsaa for meget; imidlertid tør det vel hænde at Beregningen her er noget forskjellig.
- ↑ Ravn Sveinbjørnsøns Saga (endnu uudgiven).
