trods den paaberaabte Lov just ikke kan have hvilet paa nogen klækkelig Retsgrund, men at han fornemmelig har stolet paa den fysiske Overmagt. Den foregivne Grund maa imidlertid have været den, at Islændingerne vare pligtige til at erlægge Landøre i Norge, hvortil Syderøerne i vidtløftig Forstand ogsaa kunde regnes; man seer heraf, at Øernes Herskere, naar det kunde være dem til Nytte, aldeles ikke glemte at Syderøerne udgjorde en Deel af Norges Rige. Olaf havde vel heller ikke nu, lige saa lidt som senere, haft noget imod at erkjende Norges Højhed, naar han derved havde kunnet erhverve en Støtte mod Ragnvald; men derom kunde endnu ikke være nogen Tale, og Ragnvald herskede som uafhængig Fyrste, uden at betale Norge nogen Skat. Derimod holdt han Venskab med Kong Villjam af Skotland, og fik derved, som der strax vil sees, Lejlighed til at udvide sine Besiddelser paa Jarlen Harald Maddadhssøns Bekostning. Hvad Kong Duggall Sumarlidessøn imidlertid foretog i sin Deel af Syderøerne, eller hvor længe han levede, angives ikke. Vi vide kun, at han efterlod to Sønner, Duggall Skrøk og Duncan, der begge bleve Konger efter ham. En tredie Søn, ved Navn Uspak, var enten selv en Tidlang uvidende om sin Herkomst, eller fandt for godt at skjule den, og begav sig til Norge, hvor han henlevede mange Aar som en af Høvdingerne i Birkebeinernes Skare, sædvanligviis kaldet Uspak den syderøiske. Hans Landflygtighed, thi saaledes maa man vel kalde det, staar maaskee i Forbindelse med en Fejde, der i Aaret 1192 fandt Sted mellem hans Farbrødre Ragnvald og Angus af Argyll, og endtes ved et blodigt Slag, hvori Angus blev Sejrherre.
Jarlen Harald Maddadhssøn var strax efter det ydmygende Forlig i Bergen 1195 kommen i Fejde med sin anden Lensherre, Kong Villjam i Skotland. Det er ovenfor omtalt, at han allerede længe maa have staaet paa en spændt Fod med ham, saa meget mere som Haralds Giftermaal med Mælkolm Mac Heths Datter Hvarflad, hvilken fornemmelig skal have sat ham op mod Villjam, allerede for længe siden havde fundet Sted[1]. Efter de skotske og engelske Beretninger, som her ere de eneste, hvortil vi have at holde os[2], skal Harald Jarl have gjort et Tog imod
- ↑ Se ovenfor S. 289.
- ↑ Disse Beretninger findes deels i den melrosiske Krønike, hvis Notitser her ere samtidige, og efter denne, noget udførligere, hos Fordun, I. S. 512, deels hos den ligeledes samtidige Roger Hoveden, Savile S. 767. Begge Beretninger afvige dog i flere væsentlige Stykker fra hinanden. Den første fortæller ved 1176, at Villjam, ved Rygtet om at Folk paa mange Steder faldt fra (i Moray o. s. v.) gik over Ochiell, undertvang „begge Kataneser“, medens Harald flygtede, og vendte tilbage sydefter, efterladende Tropper; ved 1196, at Slaget stod ved Inverness mellem Kongens Mænd og Roderik samt Thorfinn o. s. v., at Kongen, opbragt herover, vendte tilbage
