Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/465

447

1198–1203. Orknøiske Anliggender.

hvad der tilkom hans Frænde; og da Jarlen hertil sagde reent ud nej, skal Livulf have truet ham haardeligen, førend han drog tilbage. Man skulde snarere formode, at dette har fundet Sted, da Harald første Gang fremkom med sine Fordringer. Harald gamle, som Jarlen sædvanligviis kaldes til Forskjel fra Harald unge, synes ved dennes Angreb at være bleven ganske overrasket, og begav sig til Man, hvor han samlede Folk og Skibe; man maa saaledes antage, at der dengang var god Forstaaelse mellem ham og Kong Ragnvald. Harald unge fulgte efter, for at opsøge ham, men da han kom til Man, var Harald gamle allerede borte, og havde ad en anden Vej begivet sig tilbage til Orknøerne, som han atter underlagde sig, idet han dræbte alle dem af Harald tinges Tilhængere, som han forefandt. Harald unge drog for det første til Katanes, og tog sit Sæde i eller ved Flekken Vik, nu Staden Wick, paa Nordøstsiden, hvor man fra det nær liggende Girnigo-Nes kunde see forbi Duncansby-Head og Pettlandsfjorden lige til den henved fire (norske) Mile nordenfor fremstikkende sydlige Ende af Ragnvaldsø (South-Ronaldsa). Her fik han høre, at han med det første kunde vente sig et Angreb af Jarlen, som dertil samlede al den Styrke, han kunde tilvejebringe. For at komme til Vished herom og erfare hvor stor Jarlens Hær var, sendte han sin Svoger Livulf med en Deel Folk over Pettlandsfjorden. Livulf landede paa Østsiden af Ragnvaldsø, og gik op paa en Højde, hvorfra man havde en vid Udsigt. Her traf han en af Harald gamle udstillet Vagtpost paa tre Mand; to af disse bleve dræbte, den tredie tog man til Fange og lod ham beholde Livet, for at udspørge ham. Men fra den samme Højde saa man ogsaa Harald gamles Flaade komme sejlende: den var saa talrig, og bestod af saa store Skibe, at den forsigtige Livulf fandt det raadeligst at skynde sig tilbage til Vik alt hvad han kunde, og besværge Harald unge, øjeblikkelig at drage til Thorsaa og der samle flere Folk, da det ikke var at tænke paa, med den ubetydelige Styrke, man havde, at binde an med Jarlen. Da udbrød Sigurd Murt: „i en uheldig Stund har Jarlens Svoger faret over Pettlandsfjorden, hvis han der skal have ladet sit Mands Mod og Hjerte i Stikken: det vilde dog see alt for galt ud, hvis Modet skulde forsage os alle bare ved Synet af Harald gamles Hær.“ „Det er ikke let, min gode Sigurd,“ svarede Livulf, „at vide, hvor Harehjertet sidder, naar det gjelder at bruge sig; og jeg tror, at naar det først er kommet saa vidt, at jeg flygter fra Harald unge, vil det nok falde eder Udhalere temmelig vanskeligt at holde Stand.“ Livulfs forsigtige Raad blev dog ikke fulgt, og Harald blev liggende ved Vik. Det varede ikke længe, førend man saa den fiendtlige Flaade komme frem om Ragnvaldsø, og alle gjorde sig derfor rede til Kamp. Sigurd Murt var, fortælles der, iført en rød Skarlagens Kjor-