beholde Katanes, uden med Kong Villjams Samtykke, og denne tog ham det meget ilde op, at han, ham uadspurgt, havde underlagt sig det, ej at tale om Harald tinges Drab. Heri havde han dog den Undskyldning, denne Gang at være den først angrebne, især da det, som ovenfor antydet, ikke er sandsynligt, at Harald gamle efter de Afstaaelser, hvortil han maatte bekvemme sig i Forliget til Bergen, endnu skulde have maattet forpligte sig til at dele det øvrige med sin Frænde[1]. Denne Omstændighed har rimeligviis vakt Haabet hos ham om at kunne komme til mindeligt Forlig med sin skotske Lensherre, og han indfandt sig derfor hos ham, under Ledsagelse og Beskyttelse af Biskop Roger af St. Andrews[2] og Biskop Reginald af Ross, anholdende om at maatte blive i Besiddelse af Katanes, imod at betale en betydelig Sum Penge i Guld og Sølv. Villjam afslog ikke ganske hans Bøn, men fordrede som Betingelse, at han skulde skille sig fra sin Hustru Hvarflad, Mælkolm Mac Heths Datter, hvilken man især beskyldte for at sætte ham op mod Kongehuset, og tage sin forrige Hustru Affreka, Duncan af Fifes Datter, tilbage, samt at stille sin Kantsler Laurentius, og en vis Haanev Ingemundssøn, der maa have været en af hans Frænder eller højest betroede Mænd, til Gisler[3]. Men derpaa vilde Harald aldeles ikke indlade sig, og vendte tilbage med uforrettet Sag. Kong Villjam henvendte sig derimod til Kong Ragnvald paa Man, og tilbød ham Katanes mod en Pengesum, dog med Forbehold af den Kronen aarligen tilkommende Skat. Dette Tilbud modtog Ragnvald strax, skjønt han saa nylig synes at have været Haralds Ven, og udrustede en Hær fra hele sit Rige, Kantire iberegnet, hvorhos han ogsaa fik endeel irske Hjelpetropper, sandsynligviis fra sin Svoger, Johan af Courcy. Med denne Hær drog Ragn-
- ↑ Se ovenfor S. 290.
- ↑ Roger var bleven Biskop i St. Andrews i April 1188, og døde 1202. Reginald var bleven Biskop i Ross 1195, og døde 1213.
- ↑ Saaledes Hoveden, l. c. Han kalder Laurentius Jarlens clericus, men der er ingen Tvivl om, at han er den samme som „Kantsleren Laurentius“, “ der tilligemed Jarlens Søn Thorfinn undertegner som Vidner et (udateret) Brev, hvorved Harald (Orcadensis, Hetlandensis et Catanesiæ comes) skjenker en aarlig Gave af 1 Mark Sølv til Scone Kirke, for sin egen, sin Hustrus, og sine Forfædres Sjæle (Dipl. norv. II. 2). Her siger han, at denne Gave skal udredes af ham selv, af Thorfinn, og af hans Arvinger for Fremtiden, hvilket ligeledes viser, at der maa have været en Tid, da Thorfinn var hans eneste Søn med den sidste Kone, og hans præsumtive Arving. Haanev Ingemundssøn maa have været den, til Adskillelse fra hvilken en anden Haanev senere, omkring 1230, kaldtes Haanev unge (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 168).
