Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/473

Denne siden er korrekturlest
455
1202. Harald Jarl gjør sig uafhængig paa Orknø.

sets Tjeneste i tre Aar. Han skal aldrig tidere bære Vaaben mod Christne. I to Aar skal han faste hver Fredag paa Brød og Vand, med mindre han ved en forstandig Biskops Indulgents eller paa Grund af legemlig Svaghed faar en Formildelse i denne Straf. Modtag ham derfor, naar han vender tilbage, paa denne Maade, og se til, at han efterkommer den ham paalagte Bod“.

Om denne Bod blev udført, vides ikke, men det synes temmelig vist, at Uvejret ganske blev afledet fra Haakon og at han atter saa ilet i fuldstændig Besiddelse af Katanes, medens der ikke længere er Tale om Kong Ragnvald, uden at denne derfor kom i noget fiendtligt Forhold til Kong Villjam; hvoraf man maa slutte, som det er ovenfor antydet, at han har faaet Kjøbesummen tilbage, ligesom han vel ogsaa følte, at han ej havde Kræfter til at gjøre Harald Besiddelsen stridig. Naar Harald saa utrætteligt arbejdede paa at faa Katanes tilbage, og virkelig omsider saa disse sine Bestræbelser kronede med Held, er det naturligt, at Gjenerhvervelsen af den udeelte Besiddelse af hans Hoved-Jarldømme, Orknøerne og Hjaltland, maatte ligge ham end mere paa Hjertet, og at Nærværelsen af en kongelig Sysselmand med sit Krigsmandskab maatte være ham en slem Torn i Øjnene. Og det er fremdeles et Beviis paa Sverres Magt og Anseelse, endog under den farlige Krig med Baglerne og Stridighederne med Gejstligheden, at den urolige, rænkefulde Jarl ikke vovede at gjøre noget Skridt til at afkaste Aaget, saa længe Sverre levede. Hertil bidrog nu vel for en Deel, at Harald selv var saa optagen af Fejder med den skotske Konge; men det synes dog, som om han, hvis han ellers havde vovet det, altid ogsaa maatte kunne have fundet Lejlighed til at gjøre den norske Sysselmand Fortred. Men aldrig saasnart havde han faaet Efterretning om Sverres Død, førend han, som det fortælles, ved Forræderi lod den kongelige Sysselmand Arne Lørja dræbe, og underlagde sig Orknøerne og maaskee Hjaltland igjen med al Skat og Skyld, som tilforn[1]. Dette skede sandsynligviis strax efter at han om Vaaren 1202 havde indgaaet Forliget i Perth med den skotske Konge, og saaledes havde faaet frie Hænder fra den Kant. Kong Haakon havde for meget hjemme at tage vare paa, til strax at kunne gjøre noget derved, og Døden hin-

  1. Fornm. S. XI. 192. Her heder det vistnok, at Sverre ved Forliget 1195 tog „alt Landgilde og Sagefald af Orknø og Hetland,“ men dette maa vist være en fejlagtig Oversættelse af den gamle, nu tabte, Texts Udtryk, og kan ikke gjelde mod Sverres Sagas udtrykkelige Ord, at Harald mistede Hjaltland, samt Orkneyingasagas (neppe tredive Aar senere) Udsagn, at Sverre tog Hjaltland aldeles fra Harald, og at Jarlene ej have haft det siden, Forliget paaberaabes i Hirdskraa Cap. 15, paa en Tid, da det er notorisk, at Hjaltland laa umiddelbart rinder Norge.