Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/475

Denne siden er korrekturlest
457
1203. Orknøiske Anliggender.

ham efter Livet, ikke fik sin Vilje frem[1]. Biskop Bjarne havde ogsaa Ejendomme i Norge, hvilket kan sees deraf, at han skjenkede Gaarden Høland i Dalsfjorden til Munkelivs Kloster for sin Faders, sin Moders sine Brødres, Frænders og Venners Sjæl[2]. Han indtager endogsaa en ikke ubetydelig Rang blandt de gamle Skalde, thi han har digtet en heel Draapa om Jomsvikingerne, hvoraf det meste endnu haves. Man seer deraf, at Sproget for ham, skjønt fød Orknøying, og rimeligviis henlevende sin meste Tid paa Øerne, dog var lige saa meget Modersmaal, som for Nordmændene og Islændingerne, og at han behandlede det med samme Lethed, ligesom ogsaa at Norges ældre historiske og mythologiske Sagn endnu paa hans Tid maa have været ligesaa bekjendte paa Orknø, som i Norge selv og paa Island.

Harald Maddadhssøn fulgtes i Jarldømmet af fine Sønner David og Jon, der i Førstningen søgte at vedligeholde den samme Uafhængighed som Faderen, men snart, som vi ville see, maatte ydmyge sig. Derforuden efterlod han af første Egteskab Sønnen Henrik, der skal være bleven Jarl af Ross, men dette kan dog kun have været for en kort Tid, da der allerede i 1215 forekommer en Jarl af Ross med et andet Navn[3], og som var Fader til den Jarl Villjam af Ross, hvorom vi senere komme til at tale.

Hvad der strax ovenfor er ytret om Biskop Bjarne paa Orknøerne, viser, at den kirkelige Forbindelse mellem Biskopsstolen i Kirkevaag og Metropolitankirken i Nidaros paa den Tid maa have været ganske ubestreden, medens dog Øernes fjerne Beliggenhed saavel som Nærheden af Skotland, hvis Biskopper fordrede at ansees uafhængige af nogen fremmed Erkebiskop, vel kan have bevirket at Bjarne for det meste optraadte som selvstændig, eller tildeels endog som tilhørende den skotske Gejstlighed. Som

  1. Sturlunga Saga III. 20. Det skede medens Snorre boede paa Borg, mellem 1201 og 1208.
  2. Munkelivsbogen, S. 83. I dette Brev nævnes en Agnes, der af det skjenkede Gods skulde nyde 8 Maanedsmater aarlig, uden at man erfarer, hvo hun var, eller i hvad Forhold hun stod til ham. Jomsvikinga-Draapa er trykt i Fornm. S. XI B.
  3. Det er Orkneyinga Saga, som siger at Henrik blev Jarl i Ross. Den udtrykker sig endog, som om Harald selv skulde have været det, thi dens Ord lyde: „Efter Harald Jarl tog hans Sønner Jon og David Rige, og hans Søn Henrik i Ross i Skotland.“ Den Jarl, der omtales i 1215, var Ferchard Mac Intagart (det er Prestens Smug det er imidlertid vist, at han begyndte et nyt Dynasti, og usandsynligt er det saaledes ikke, at Henrik, der som Søn af første Egteskab allerede maa have været en ældre Mand i 1206, ved Giftermaal eller paa anden os nu ubekjendt Maade, har erhvervet Ross.