Garn. Der fortælles vel om hende, at hun oftere søgte at faa gjort det godt mellem Kongen og Enkedronningen, og bar forsonende Ord mellem dem, men at dømme efter hvad der senere skede, seer det rigtignok snarere ud som om hun derved alene vilde gjøre Kongen tryg.
Da Julen kom, lod Kong Haakon berede et stort og prægtigt Julegilde, hvortil der indfandt sig en Mængde Gjester, Lendermænd, Sysselmænd, og andre haandgangne Mænd. Juleaften, da Gjesterne vare skikkede til Sæde i Hallen, sendte Kongen Bud til Dronningen og Jomfru Christina, og lod dem hilse, at de maatte glæde ham med deres Nærværelse ved Festen, og tage Sæde hos ham i Højsædet. Men Dronningen svarede med den største Heftighed: „jeg kommer længe nok til at mindes, hvorledes jeg sad i Højsædet om Juleaften med min Herre, Kong Sverre; hils og sig Kong Haakon, at jeg ikke kommer i hans Højsæde denne Kveld.“ Da Kongen fik dette Budskab, tog han sig det meget nær, at Dronningen ej vilde modtage den Æresbeviisning, han havde tiltænkt hende, men sagde: „om Dronning Margrete end er for stolt til at ville sidde hos os, saa maa dog min Syster Christina komme.“ Man meldte nu Dronningen, at Kongen var vred. „Tror han da ikke,“ svarede hun, „at jeg mindes, hvorledes han lod min Datter tage fra mig i Oslo, uden at han nu oven i Kjøbet skulde minde mig derom?“ Datteren kjærtegnede hende og søgte at bevæge hende med de Ord: „giv eder tilfreds, kjære Moder, jeg vil jo gjerne blive hos eder!“ – „Ja, saaledes skal det være, min Datter,“ var Moderens Svar; „du skal ikke komme i Uvenners Hænder, saa længe jeg er saa nær; maaskee Gud endnu vil forunde os at komme ud af denne Tvang.“ Imidlertid føjede hun sig dog nu efter Kongens Begjæring, stod op, gik med sin Datter ind i Hallen, og satte sig i Højsædet, til stor Glæde for Kongen og hans Gjester.
Anden Juledag, altsaa kun to Nætter derefter, begyndte Kongen at føle sig noget upasselig. Han lod synge Messe for sig, gik siden med nogle faa Mænd ind i sit Kammer og lod sig aarelade, spiste og drak ubetydeligt, og holdt sig rolig derinde, til Højmessen var forbi i Christkirken; da gik han til Bords, men spiste fremdeles kun saare lidet, holdt sig stille, vilde ikke have Lys nær ved sig, og talte ikke meget. Tredie Juledag lod han synge Messe for sig i sit Sovekammer, og gik siden til Bords. Dog befandt han sig da saa ilde, at han strax efter Bordet gik ind i sit Kammer igjen, og lagde sig til Sengs. Natten efter blev han daarligere og daarligere, Sygdommen tog saa haardt paa ham, heder det, at han tabte Besindelsen, og kun meget faa fik Tilladelse til at komme ind til ham. Femte Dag Juul var hele hans Legeme ophovnet, og saaledes tiltog Sygdommen med hver Dag, indtil han døde den 8de Dag Juul, eller Nytaarsdag 1204. Da var hele hans Legeme ganske blaat og op-
