rede de Kongen hans Halsbog eller Tegnebog, hvori hans Navn stod, og som mange siden gjenkjendte. Deres Foregivende havde vistnok ogsaa, at slutte af hvad Simon Kyr siden bevidnede (hvorom i det følgende), sin fuldkomne Rigtighed. Ikke desto mindre fremstod mange Aar derefter, nemlig samme Sommer,Kong Haakon berejste Viken, (1203) paa det store Marked, der i den senere Tid holdtes ved Skanør i Skaane, en Mand, der kaldte sig Erling, Søn af Kong Magnus Erlingssøn, og paastod at han var den samme, som havde siddet paa Visingsø, men senere havde opholdt sig en Tidlang i Pommern. Blandt de tilstedeværende Nordmænd var der en heel Deel forhenværende Bagler. De flokkede sig strax om ham, og tilbøde deres Tjeneste, hvis han vilde optræde som Tronprætendent mod Kong Haakon. Men han vilde da endnu ikke indlade sig derpaa. „Kong Haakon“, sagde han, „nyder Yndest og Venskab hos alle Indbyggerne i Norge, og jeg veed desuden at de fleste Baglerhøvdinger nu have givet sig tinder ham, hvorfor jeg ikke med saa liden Styrke vil begynde et saa voveligt Foretagende, eller overhoved vække Uro i Landet, faa længe han er .Konge“. Dermed skiltes de ad, og Erling begav sig over til Kjøbenhavn, hvor han blev om Vintren. Men da det var blevet bekjendt, at Kong Haakon var død, strømmede atter de samme Bagler til ham, der før havde tilbudt ham deres Tjeneste ved Skanør, og fornyede deres Anmodning om at stille sig i Spidsen for dem og danne en Oprørsflok. Nu gjorde han ikke længer Vanskeligheder ved at opfylde deres Begjæring, og Flokken begyndte at rejse En. Den forstærkedes ved Flygtninger fra Norge, blandt hvilke Sagaen nævner en Thorleif Skaalp, og Anund Lunns Sønner Odd Ran og Arnbjørn Trold. Kong Valdemar selv begunstigede Foretagendet, og tilsagde Erling foreløbigt sin Hjelp. Flere og flere forhenværende Bagler kom til, og de sendte Bud op til sine Venner i Viken, om at slutte sig til dem, og møde dem i Aalborg ved Fastetiden. Denne Opfordring fulgte endog Høvdingerne, Reidar Sendemand, Philip af Veigen, Jon Drottning, Salve Disesøn, og begave sig til bestemt Tid ned til Aalborg, hvor de gik Erling til Haande[1].
Den listige Biskop Nikolas vidste vel Besked om at Erling famlede en Flok, og besluttede strax at benytte Omstændighederne til sin egen og sin Families Fordeel. Han kunde ikke længer paaskyde de kirkelige Inter-
- ↑ Haakon Sverressøns Saga, vidløftigere Bearbejdelse, i Fornm. S. IX. S. 70, 78; kortere, Cap. 4. Af de ovenfor først nævnte Bagler, som .synes at have været Høvdinger, uden dog tidligere at have været omtalte, kaldes Odd Ran ogsaa Odd Tand, Odd Tarme, Odd Runn, uden at man veed, hvilket Navn er det rette.
