esser og tilsyneladende gjøre sine eensidige politiske Planer til eet med dem: han maatte ligefrem optræde som Politiker og Partihøvding, og af hans Fremgangsmaade med Hensyn til Erling viste det sig tydeligt, hvad der den hele Tid havde været hans Formaal, endog da han tilsyneladende erkjendte og forsvarede den saakaldte Kong Inge, der uden al Tvivl fra først af havde været bestemt til at forsvinde, naar det belejlige Øjeblik for Nikolas indtraf. Inge var nu allerede død, og belejligere Tid kunde der ej være for Nikolas til at fiske i rørt Vand end denne, da en umyndig Konge sad paa Tronen, Regjeringen var kommen i ærgjerrige Krigeres Hænder og en ny Borgerkrig var nær ved at udbryde. Han begav sig ned til Kong Valdemar i Danmark, der, som vi vide, selv troede at have eventuelle Fordringer paa Norge, og spurgte ham, om han agtede at understøtte Erling. Kongen svarede ja, og at han havde lovet Erling det for Frændskabs Skyld. Biskoppen ytrede sin Forundring over, at en saa viis Fyrste som Valdemar vilde tillade en fremmed Oprørsflok at samle sig i hans Rige, og understøtte dens Anfører, hvis Herkomst ingen ret kjendte, i at vække Uroligheder i et andet Land. Erling var nemlig, meente han, slet ikke Kong Magnus’s Søn, men derimod Søn af en Thorper paa Oplandene, og tidligere for sin Løgns Skyld forjagen fra sit Fædreland og vadet og afskyet af alle veltænkende Folk. „Hvis St sagde han, „vil sende eders Hær til Norge og skaffe Norge Fred efter den store Forvirring og Uro, som i saa lang Tid har hersket der, bør I heller sætte en af eders egne Frænder, som I kan lide paa, til Høvding derover; thi det er tydeligt, at Gud nu har slaaet Birkebeinernes Høvdinger med Blindhed, siden de have brugt deres Forstand mere til ondt end godt, og laget et uforstandigt Barn til Konge, medens de heller ikke selv vide nogen gode Raad[1]“.
- ↑ Denne Samtale findes kun i Peder Claussøns Oversættelse af den vidløftigere Bearbejdelse, men denne Oversættelse er øjensynlig unøjagtig. Saaledes heder det paa dette Sted: „Men dersom I ville sende eders Hær til Norge, og stille og frede Landet af den store Uskikkelighed og Guds Vrede og Plage, som Baglerne der have længe gjort og opvakt, da sætter en af eders Frænder derover, som I vide at være eder tro og lydig; thi Gud haver nu omstyrtet alle Baglernes Høvdinger, som nogen Forstand havde til at være Høvdinger over dem, efterdi de brugte deres Forstand mere til ondt end godt, og de have nu taget et barnagtigt og vanvittigt Menneske til Konge over sig, og selv vide de ingen gode Raad.“ Her synes man paa begge Steder, i det mindste det sidste, at maatte antage „Baglerne“ for en Skriv– eller Skjødesløsheds-Fejl i Stedet for „Birkebeiner,“ da det var disse, og ikke Baglerne, der havde taget sig en barnagtig Konge; thi Erling, hvad enten han var den samme som den, der havde siddet fængslet paa Visingsø, eller ikke, var slet ikke længer noget Barn i Aaret 1204. Opholdet paa Visingsø indtraf før Kong Knuts Død 1195, og allerede da nævnes han aabenbart
