vil jeg tale i bedre Mag og udførligere med eder, thi jeg kommer i Kong Magnus’s og de øvrige norske Høvdingers Erende.“ Derpaa kyssede han Kongen paa Haanden, og gik tilbage til sit Skib. Ved den første Samtale, han siden havde med Kongen, fik han dog høre saa mange Bebrejdelser af denne, at han mistvivlede om at komme til Enighed med ham, og anmodede Absalon gjennem Stephanus om at maatte drage bort i Fred. Men Absalon forsikrede, at han kunde være lige saa tryg som om han var hjemme, og dette beroligede ham. Han blev der nu en Stund, og fik efter flere Samtaler og Forhandlinger med Kongen endelig sluttet Fred og Forlig til begge Parters Tilfredshed. Erling erklærede sig vistnok villig til at erkjende Valdemar for Herre over Viken, som det tidligere havde været aftalt, men spurgte ham tillige, om han agtede at sende nogen dansk Mand til Høvding derover i sit Navn, og erindrede ham om, hvad der var skeet ved lignende Tilfælde i ældre Tider, navnlig om hvorledes Harald Gormssøn i sin Tid vel havde erhvervet Kongemagten i Norge, men dog fundet det raadeligst at bortforlene det til indfødde Normænd, fornemmelig til Haakon Jarl. Valdemar indrømmede, at det ej var raadeligt at sende nogen dansk Mand derhen, ja fandt det endog usandsynligt, at nogen dansk Høvding vilde gaa til Norge og drages med et haardt og ulydigt Folk, i Stedet for at have det godt hjemme. I saa Fald, meente Erling, var det rimeligt at Kongen gjorde ham selv til Jarl, og at udvirke dette, tilstod han nu, var hans Hovedhensigt med Rejsen til Danmark. Man havde ogsaa før, sagde han, havt Exempler paa, at norske Mænd havde begivet sig til Danmark og faaet Jarlsnavn, nemlig Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, hvilke begge Sven Ulfssøn, Valdemars Oldefader, havde udnævnt til Jarler i Halland, og han havde nu vel saa megen Magt i Norge, som de. Hvis Kongen vilde opfylde denne hans Betingelse, og forlene ham ved Viken, erklærede han sig villig til at gaa ham tilhaande som hans Vasal, og være rede til al den Lenstjeneste, som dette Forhold medførte. For sin Søn Magnus’s Samtykke kunde han naturligviis paa Forhaand indestaa. Flere understøttede hans Forslag, og Valdemar gik tilsidst ind derpaa. Dog blev, som det synes, Kong Magnus’s Samtykke indhentet, førend den endelige Fredsslutning kom istand, da denne uden dette neppe kunde have nogen Gyldighed. Imidlertid opholdt Erling sig hos Valdemar. Efter en enkelt Beretning[1], skulde han have tilbragt hele Vintren hos ham, saavel som Æsbern Snare i Norge, og Fredsslutningen ej være kommen istand eller ratificeret førend om Vaaren 1171. Sandsynligt er dette visselig ej, og det omtales heller ikke andetsteds, men det modsiges heller ikke udtrykkeligt, og Tidsregningen er ogsaa hos Saxo paa delte Sted noget forvirret,
- ↑ Fagrskinna, Cap. 273. Kongesagaerne tale ej om noget Vinterophold.
