fannerne saa tykke, at de ikke fik banet sig Vej, uden ved at stampe Sneen ned med Spydskafterne. Endelig kom de ned til Østerdalen[1], hvor Bønderne paa det venskabeligste toge imod dem, laante dem Heste, viste dem Vej, og overhoved ydede dem alle de Tjenester, de kunde. Biskop Nikolas havde imidlertid faaet at vide, hvad der var paa Ferde, og sendt Bud til Erling Steinvegg og Philip Jarl i Tunsberg, at Erlend af Huseby og Thrond Prest vare dragne fra Borgesyssel til Oplandene med en Søn af Kong Haakon. De sendte strax 8 Skarer Krigsfolk efter dem, men for silde; da Baglerskarerne kom til Hedemarken, fik de høre at Drengen med Følge allerede var kommen til Østerdalen, og da Vejret var haardt og Vejene tunge, fandt de sig bedst tjente med at vende tilbage igjen. Paa Vejen gjennem Østerdalen fik den lille Flok, der rejste med Barnet, meget Tilløb fra mange Bygder, især Gudbrandsdalen, hvorfra saavel Bondesønner som Birkebeiner sluttede sig til Følget, blandt dem endog to Sysselmænd, Sætning og Thorbrand svarte, saa at den hele Skare nu i alt udgjorde 140 Mand. De kom i god Behold ned til Aalen øverst i Gauldalen, og da de nu ansaa al Fare forbi, og derhos vare trætte af den møjsommelige Rejse, droge de kun langsomt videre ned igjennem Gauldalen, indtil de endelig, som det ovenfor er berettet, sendte nogle Folk forud, sandsynligviis fra Medalhuus, for at melde Kong Inge den unge Kongesøns Komme. Disse Udsendinger traf, som vi have seet, Inges Udsendinger oppe paa Byaasen, og fulgte tilsammen med disse, der nu vendte tilbage igjen, ned til Kongen, underrettede ham om Sagens Sammenhæng, og fortalte ham hvorledes alting var gaaet til med deres Rejse. Da takkede Kongen og alle, som hørte det, Gud, at han saa kjærligt havde frelst Kongesønnen og ladet ham komme uskad til Venner og Frænder. Kongen selv med hele sin Hird blev holdende der ude ved Borgen, indtil Toget med Kongesønnen ankom. Kongen tog selv Drengen ned fra Hesten, kyssede ham, og bød sin Frænde være ham og den hele Hird velkommen; hvorpaa han vendte tilbage til Byen med Drengen og hans Moder, beholdt dem hos sig, og viste dem den største Godhed. Især bleve de gamle Birkebeiner glade ved Kongesønnen, fordi de havde holdt saa meget af hans Fader, og de kom jevnlig for at see til ham. Der skal
- ↑ Den Vej, de toge fra Lillehammer, gik, som man seer, lige i Nordøst forbi Næver-Søen, (efter hvilken Navardalen benævnes); altsaa rimeligviis til Kopang i Storelvedalen. Strækningen er neppe over fem Mile, og kan saaledes vist ikke have medtaget mere end to til tre Dage i det højeste (om Sommeren kunde den tilbagelægges paa een Dag), skjønt Sagaens Ord synes at vidne om en længere Tid. Og i alle Fald maa det allerede være den første Aften, at de kom til Navardal, da denne neppe ligger en Miils Vej fra Lillehammer, skjønt Sagaen kun nævner „en Kveld“.
