lod Sejlene falde udenfor Ilen, just som der begyndte et sterkt Snefog med Slud, der gjorde Mørket endnu tættere. De fordeelte sig nu efter Aftale. Da de Fartøjer, som skulde lægge til udenfor Øren, kom nær imod Landet, holdt de Aarerne i Vejret og lyttede nøje efter; da de ikke hørte mindste Lyd fra Byen, satte de nogle Folk i Land, der gik frem til Gildeskaalerne, hvor Vagten ellers plejede at ligge, og da de heller ikke her kunde fornemme nogen, vendte tilbage til Skibene og meldte, at der ingen Vagt var tilstede. Da roede man længer ind, indtil Fartøjerne mødte Grunden, hvorpaa alle, der vare ombord, strax sprang i Vandet, og vadede i Land. I Byens Gader, hvor de trængte frem, saaledes som det var foreskrevet, var alt tyst og stille. Uden at støde paa mindste Hinder kom Baglerne lige til Christkirkegaarden og brøde ind i Kongsgaarden, sandsynligviis fordi de ventede at finde Kongen der. Heri skuffedes i saa Fald deres Forventning, og de maatte nu give sig til at gjennemstrejfe Byen paa kryds og tvers, for at opsøge ham. Dette skede med Tummel og Brag, for at vække saa stor Forfærdelse som muligt. Efter at have besat Kongsgaarden, lode de blæse i Luren og raabe Krigsraab, brøde op i Vagttaarnet[1], dræbte Vagterne og ringede med Stormklokken, fore med Larm og Brag gjennem Gaderne og brød Husene op. Birkebeinerne, der vaktes saa pludseligt og ubehageligt op af deres Ruus og søde Søvn, iilte ganske forvirrede om i Mørket; nogle søgte til Elven, andre til den modsatte Kant, før at tomme ud af Byen, atter andre til Kirkerne; der var ikke Tale om Forsvar, kun om Flugt. Dog vare endnu ingen faldne. Men nu gjorde Baglerne en ny Rundgang gjennem Gaderne og over Agrene uden om Byen, og da begyndte Blodbadet for Alvor, idet de overalt mødte flygtende, søvndrukne Birkebeiner, som strax bleve nedsablede. Dem, som man ikke fik dræbt paa Gaden, opsøgte man i Husene, som bleve opbrudte og nøje ransagede. Mange af de ypperste Birkebeiner, Sverres gamle Krigskammerater, fandt i denne ulykkelige Nat deres Død. Thord Finngeirsbroder, hans forrige Skibsstyrer[2], blev dræbt udenfor sin egen Gaard. Thorgrim af Ljaanes blev selv sjette huggen ned paa Øvregaden efter et langt og kjekt Forsvar; Baglerne løb over de Faldnes blodige Legemer og iilte videre, og Thorgrim, som kun var haardt saaret, men ikke dræbt, benyttede sig heraf til at undkomme. Sigvalde Karl forsvarede sig selv 9de længe i Loftet over Sigurd Eikerunns Gaard, men faldt omsider med sine Folk for Overmagten. Bergsvein lange, nu Kong
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/510
Denne siden er korrekturlest
492
Inge Baardssøn og Erling Steinvegg.
