skibe har nødsaget Haakon Jarl til ganske at overlade Bergen og det vestlige Norge i Baglernes Vold. Men desto ivrigere drev han vel paa Fuldendelsen af de nye Skibe, hvis Bygning han forrige Aar havde ladet paabegynde, thi allerede Vaaren derefter vare, som vi ville see, flere i fuldkommen sejlfærdig Stand. Under dette sit Ophold i Nidaros tog han Kongesønnen, den unge Haakon, til sig. saavel som hans Moder, og fra den Tid af kan man betragte Drengen som hans Fostersøn. Om det var politiske Grunde, eller alene Omsorg for Drengens Sikkerhed, som bevægede ham til at antage sig ham saa ivrigt, vides ikke, men det er et smukt Træk hos den ellers saa herskesyge og hensynsløse Haakon, at han altid viste Drengen den største Kjærlighed og behandlede ham ganske som sin egen Søn, ja han lagde endog ikke Dølgsmaal paa, men ytrede ofte, at det var Drengens Arv, med hvilken saavel han selv som Kongen sad inde[1]. Det var neppe efter Kong Inges Ønske, at Haakon saaledes tog Kongesønnen ganske under sin Varetægt, og derved middelbart sikrede sig de gamle Birkebeiners Hengivenhed; men paa den anden Side var Inge neppe den Mand, som i disse farlige Tider tilgavns kunde værne om hans Sikkerhed. For øvrigt dulgte Haakon aldeles ikke sin Misfornøjelse med, at han ikke bar Kongenavn, da det jo dog var ham, som egentlig havde Magten og var Rigets fornemste Støtte; han havde Krigsmændene, Inge derimod Slægts-Aristokraterne paa sin Side, og heri var et tilstrækkeligt Element til ny Tvist for Haanden, som kun Faren for den fælles Fiende, Baglerne, endnu formaaede at holde tilbage. Imidlertid er det ikke tænkeligt, at Haakon og Inge skulde kunne tilbringe den lange Tid tilsammen fra Sommeren 1206 til Vaaren 1207 i forholdsviis Ro og Sikkerhed, uden at det oftere maatte komme til slemme Sammenstød mellem deres indbyrdes Tilhængere. Herpaa hentyder og, hvad de gamle islandske Aarbøger kort og godt fortælle, uden at berøre de nærmere Omstændigheder, at Kongens Svoger Thorgrim af Ljaanes, hvis Bryllupshøjtid fik en saa forfærdelig Afbrydelse ved Baglernes Overfald, endnu samme Aar dræbte Krigshøvdingen Jon Usle, men blev selv til Gjengjeld dræbt. Da det ej kunde være hans egen Svoger, Kongen, som lod ham dræbe, maa det have været Jon Usles Kammerater, eller maaskee endog Jarlen selv, som paa egen Haand tog Hevn. Thorgrims unge Enke, Sigrid, blev ikke længe efter gift med en anden højbyrdig og mægtig Mand, nemlig Jon paa Austraat, Søn af Sigurd paa Austraat, hvilken igjen var en Søn af Kaare Kongsbroder og Borghild. Syster af Gregorius Dagssøn. Heller ikke dette Egteskab blev langvarigt[2].
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/522
Denne siden er korrekturlest
504
Inge Baardssøn og Erling Steinvegg.
