Den samme Sommer, alle disse Begivenheder fandt Sted, kom den nye Erkebiskop, Thore, hjem fra Rom efter modtaget Pallium[1]. Han synes at have været en fredelskende Mand, der i den oprigtige Bestræbelse at faa gjenoprettet Rolighed i Landet, stillede sig udenfor alle Partier og benyttede sin store Indflydelse alene i delte Øjemed. Vel mistænkte man ham siden for at intrigere mod Kong Inge til Haakon Jarls Fordeel; han bar maaskee med saa mange andre anseede Mænd været faa overbeviist om Inges Uduelighed til at røgte sit ansvarsfulde Kald lige over for den talentfulde Haakon, at han kun saa Rigets Frelse i at denne kom paa Tronen. Man kan heller ikke vente, at en forhenværende Kanonikus under Biskop Nikolas i Oslo, og som dertil havde vundet Erkebiskop Eriks særdeles Opmærksomhed og– Velvilje, skulde have kunnet aldeles frigjøre sig for Lyst til at deeltage i politiske Intriger. Det maa enda ansees for meget, at han, som det synes, omfattede Haakon Jarl og Sverres Kongehuus med uskrømtet Hengivenhed, og ikke gjorde sig til et blindt Redskab i Baglernes og sin forhenværende Principal Biskop Nikolas’s Haand. Det var sandsynligviis under sit Ophold i Rom, at Erkebiskop Thore selv udvirkede et Par Pavebreve, daterede den 11te Marts 1206[2], af hvilke det første aabenbart er udstedt med stadigt Hensyn til de i Norge herskende Uroligheder, og den Uskik, at Prester selv gik i Krig; Paven paalagde ham nemlig i denne Skrivelse at afsætte de Prester, der droge i Krig og udgøde Blod, fra deres Værdighed og Embede, medens han dog tillige fastsatte, at den, der dræbte dem, ikke kunde faa Absolution uden af Paven selv i Rom. Efter dette Bud skulde de Bagler, der havde dræbt Einar Kongsmaag i Stavanger, strengt taget have gjort en Bodsrejse til Rom, thi han var, uagtet sit Giftermaal og sine krigerske Sysler, dog lige fuldt Prest, som man af hans Tilnavn kan see. Det andet Brev indeholder Svar paa Erkebiskoppens Forespørgsel, om det kan ansees for en ordentlig Daab, hvis Nogen, i Mangel af Prest og Vand, smurte et Barn, der var Døden nær, med Spyt paa Hovedet, paa Brystet og mellem Skuldrene; dette var nemlig tilladt af Erkebiskop Jon og optaget i de ældre Kirkelove[3], tildeels med stadigt Hensyn til de lange Fjeldrejser i Norge, paa hvilke det ofte kunde hænde at et Barn, naar det af Forældrene bragtes til Daaben, overfaldtes af en
- ↑ Fornm. S. IX. 226.
- ↑ Ep. Inn. III. IX. 6.
- ↑ Ældre Gulathingslov Cap. 21. Ældre Frostathingslov II. Cap. 3. Vikens ældre Christenret Cap. 2. Eidsiva Christenret Cap. 2.
Kongens Svoger allerede „nogle Aar“ for den Tid (Fornm. S. IX. 206) kunde han vel neppe være bleven gift med Sigrid senere end 1210. Hans Slægtsskabsforhold sees i foregaaende Bind, Slægttavlen No. 15.
