Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/530

512

Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

sig det. Saaledes biede de hele Dagen indtil om Aftenen; da først fik Nikolas sin Vilje frem, og de sejlede nu hele Natten østover, saa at de om Morgenen kom til Portyrja (Portør) og lagde ind i Havnen. Det var sterk Taage, saa at man ej kunde see langt fra sig, og de merkede saaledes intet til Birkebeinernes Flaade, førend de med eet saa den sejle forbi Havnen, og styre østover lige mod Neset. Da skyndte de sig afsted alt hvad de kunde, for at komme dem i Forkjøbet, toge Tjeldene ned og satte Kursen indenfor Aur (Jomfruland) og tvers forbi Langesundsgabet. Men da de kom til Staværn, vare Birkebeinerne allerede borte, og sejlede ind til Sundene (ved Grindholmesund eller Vrængen); det lykkedes kun tre af Baglernes Styrmænd, Bjørgulf Baat, Erik Berg og Skæring, med hver sin hurtigsejlende Skude at komme noget forud for Birkebeinerne og bringe Kong Philip Bud om deles nær forestaaende Ankomst. Philip lod strax blæse hele Mandskabet til Møde oppe paa Haugene, og spurgte, hvad man skulde gribe til, enten at gaa ombord paa Skibene og stride med Birkebeinerne, eller oppebie dem i Byen, eller endelig at flygte op i Landet, hvilket efter hans Mening var det raadeligste, da deres Styrke var alt for liden i Sammenligning med den fiendtlige. Men den tapre Arnbjørn Jonssøn vilde ikke vide af nogen Flugt. „Lader os,“ sagde han, „gaa ombord paa de tre store Skibe, og værge os som Mænd; der ville vi længe kunne forsvare os, om vi endog ere færre i Antal.“ De øvrige bifaldt hans Ord, og saaledes gik man da ombord i det største af Skibene, nemlig det som Philip af Veigen havde ladet bygge. Her tog Arnbjørn med sin Skare Plads i Forstavnen, Kongen selv med sin i Bagstavnen. Det lader næsten til, at man ikke havde Folk nok til at bemande de to andre. Ikke længe efter kom Birkebeinerne, lagde til ved Rossenæs, væbnede sig, og roede derpaa til Angreb mod Baglerne. Men Arnbjørn Jonssøn blev haardt skuffet i sin Forventning om Krigskammeraternes Tapperhed. Aldrig saa snart vare Birkebeinerne komne i Skudmaal, førend Baglerne gave sig til at flygte op paa Bryggerne, først Kongeskaren i Bagstavnen, siden Arnbjørns Folk. Arnbjørn selv var yderlig forbitret. „Aldrig mere vil jeg trives,“ sagde han, „om jeg nu maa fly, og dog er der ingen anden Udvej!“ Med disse Ord sprang ogsaa han op paa Bryggen. Birkebeinerne sprang efter, men det tog nogen Tid, inden de kom op paa Bryggen, da Langskibene overalt laa dem i Vejen; denne Frist kom Baglerne til Gode, saa at de slap ud af Byen og op over Frode-Aasen, uden at de tabte flere end een Mand, en Ledingsmand ved Navn Thorbjørn Skeid. Birkebeinerne gjorde ved denne lette Sejr et overvættes rigt Bytte, thi de bemægtigede sig ikke alene de store nye Skibe, men ogsaa dem, som Baglerne tidligere havde taget ved Overfaldet i Nidaros, foruden alt det Gods, Baglerne ved deres