Danske, og Erik Knutssøn vandt en aldeles afgjørende Sejr, saa at Sverke maatte flygte til Danmark, hvorfra han først efter to Aars Forløb vovede at tomme tilbage, medens Erik satte sig i Besiddelse af Kongedømmet[1]. Der tales ikke om, at der var Nordmænd med i Slaget, og det er lidet troligt, at Haakon Jarl har kunnet afsee Tropper til at staa Erik bi. Men at man alligevel i Norge fulgte Striden med den ængstligste Opmerksomhed, og at Efterretningen om det blodige Slag gjorde en overordentlig Opsigt, sees allerbedst af den Omstændighed, at der i Viken opkom et Sagn om, at Odin havde viist sig der før Slaget og tilkjendegivet sin Hensigt, at ville forlade Norge, hvor han nu, da det tegnede sig til Fred, intet mere havde at bestille, men derimod vilde gjeste Sverige for at tage Deel i den forestaaende Kamp. Endnu samme Vinter indfandt sig nemlig, heder det, hos Kong Philip i Tunsberg en Smed, ved Navn Thord Vette fra en Gaard paa Nesje, og gav følgende Fortælling til Bedste: Om Aftenen den 26de Januar kom en Mand ridende til hans Gaard, bad ham om Huusly, og om at maatte faa sin Hest skoet. Smeden lovede ham begge Dele. Allerede næste Morgen længe før Dag stode de op, og han begyndte at smede. Medens han smedede, spurgte han den Fremmede, hvor han havde været den forrige Nat. Den Fremmede nævnte et Sted nordligst i Thelemarken, og paa Smedens Spørgsmaal, hvor han da havde været Natten forud, angav han etsteds nordligst i Ryfylke. Smeden meente, at dette var umuligt, og at han maatte være en Løgner. Imidlertid vilde Arbejdet ikke ret gaa fra Haanden, saa at han tilsidst udbrød: aldrig har jeg smedet saaledes før. Smed kun, som det falder sig, svarede den anden, og da dannede Hesteskoene sig af sig selv, men bleve meget større end Smeden nogensinde havde seet dem; dog passede de ganske, da de bleve lagte paa. Da sagde den Fremmede: du er dog ret en uforstandig Mand, som ikke spørger om mere. Hvo er du da, spurgte Smeden, og hvor agter du dig hen? Jeg har været nordpaa,
- ↑ De Efteretninger af nogenlunde Ælde, som man har om dette Slag, ere yderst magre, og det er kun fra sildigere historiske Skrifter, hvis Hjemmel er højst usikker, saavel som fra Kæmpeviserne, at man erfarer noget om de nærmere Omstændigheder derved. Det ældste Skrift, som omtaler at Ebbe Sunessøn og Broderen Laurents faldt i Slaget, er det anonyme Chronicon, som er meddeelt hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 83 fg., og hos Langebek, Scr. r. D. IV. 588. Derimod sige Flatø-Annalerne, hvis Angivelser ellers ere meget paalidelige, og endnu optegnede i Slutningen af 14de Aarhundrede, at „Junker Erik dræbte Ebbe Sunessøn“ 1207, hvilket unegtelig tyder hen paa et tidligere Sammenstød mellem disse før Hovedslaget. Og det er ikke usandsynligt, at hiint Chronicon, der ej anfører nogen Begivenhed ved 1207, kan have betragtet Ebbes Fald og Nederlaget ved Lena 1208 som een sammenhængende Begivenhed, og omtalt dem under eet.
