Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/551

533

1208. Fredsunderhandlinger.

alene af Stolthed, fordi hint ej ansaa ham god nok. „Uagtet jeg“ sagde hun, „ifølge min Byrd er berettiget til at egte en Konge, der baade har Land og Riger at raade over, tvivler jeg dog paa at Birkebeinerne for den Sags Skyld ville unde ham noget større Rige, Ære eller Magt.“ „Men saa meget,“ svarede den kloge Biskop, „maa I dog kunne indsee, at eders Frænder have liden Tanke om eller Vilje til at skaffe eder noget højt Giftermaal, siden de hverken have givet eder til Kongen af Danmark eller Kongen af Sverige. Sandsynligviis ville de bortgifte eder saa langt udenlands, at eders Afkom aldrig nogensinde kommer her til Riget, eller og lade de eder egte en Bondesøn her i Landet. Men om det end synes eder som om Philip ikke er af kongelig Byrd, eller at det med Rette tilkommer ham at være Konge, da veed jeg dog at han siden sin Ophøjelse til Kongedømmet har givet Birkebeinerne fuldt op at bestille, og tillige veed jeg, at han aldrig afstaar sit Rige og slutter Forlig med Birkebeinerne, uden for eders Skyld.“ Christina svarede hertil: „jeg vil ikke have nogen Mand, der er ringere end min Fader eller Morfader var, og det bliver dog Tilfældet med Philip, thi han skal jo, som jeg hører, ej kunne opnaa Forlig med Birkebeinerne uden at aflægge sin Kongetitel.“ „Kjære Jomfru,“ sagde Biskoppen, „bryd eder aldrig om hvad de sige; vi skulle nok lempe det saaledes, at Philip ikke skal komme til at miste sit Kongenavn, desuden ville vi saa meget heller kalde ham Konge, om han faar en saadan Dronning.“ Hermed endtes deres Samtale for den Gang, og det var tydeligt nok, at Christina ej var ubønhørlig, naar hun kun ved at egte Philip kunde blive Dronning. Nikolas skal strax efter have meldt Kong Inge og Haakon Jarl, hvad Christina havde svaret, dog nævnte han neppe noget om, hvad han selv havde sagt. Imidlertid var ogsaa Erkebiskoppen kommen nordenfra, og gjorde ligeledes sin yderste Flid for at Forliget kunde komme i Stand. Sagen blev omsider forhandlet paa et Thing, sandsynligviis Huusthing eller Hirdstevne. Her kunde Nikolas i Førstningen neppe komme til Orde for Birkebeinerne, der idelig faldt ham i Talen, bade den Niding at tie, og sagde at man nu ikke kunde tro ham bedre end før, hvor fagert han end talede. Men Nikolas lod sig ikke derved bringe ud af Ligevegt. „Lader dog ikke saa ilde,“ sagde han; „Nikolas kan nok lempe sin Tale saaledes at den vinder alle forstandige Mænds Behag. Har jeg før samtykket og hjulpet Baglernes Flok, da skal jeg nu lægge saa meget større Bind paa at bringe Fred og Forlig i Stand, for at vi endelig kunne faa Ro i Landet.“ Og saa længe og viseligen talte han herom, at det tilsidst blev aftalt, at der endnu samme Sommer skulde holdes et Mode ved Hvitingsøerne, hvor begge Konger skulde indfinde sig, hver med lige stor Styrke, for at raadslaa og enes om et endeligt Forlig, hvilket, naar det kom i Stand, skulde for at vinde endnu