Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/553

Denne siden er korrekturlest
535
1208. Fredsforlig ved Hvitingsø.

paa den østlige Side, men kun som et Len af Kong Inge, hvem han skulde sværge Troskab og forpligte sig til at følge som hans Vasal inden og uden Lands, med sin hele Magt, om det behøvedes. Han skulde derhos aflægge sit Kongenavn, udlevere sit Segl, og lade sig nøje med den Titel, Inge vilde unde ham. Philip, der, som det heder, saa, at Birkebeinerne vare for talrige til at det kunde nytte at sige noget herimod, svarede: „Jeg vil nedlægge al den Ufred og Urolighed, der nu saa længe har hersket, og tage de Vilkaar, jeg for har samtykket i, med den Deel af Riget, man vil unde mig; hvad min Titel angaar, faar vel ogsaa Kong Inge raade – jeg bliver dog lige fuldt den jeg er – hvad derimod angaar mit Segl, da har jeg det ikke her, men det er hos min Kantsler i Oslo, hos hvem I kunne lade det hente.“ Inge sagde da, halv spottende: „Din første Titel er, at du skal hede Philippus.“ Nogen bestemt Titel, enten af Konge eller Jarl, synes Inge ej at have givet ham, men Sagen synes med Flid at være ladet uafgjort, eller maaskee henskudt til Pavens Afgjørelse; dette hindrede imidlertid ikke Forligets Istandbringelse for øvrigt paa de nys nævnte Vilkaar, ligesom det og bestemtes, at for al den Skade, som begge Kongers Undersaatter indbyrdes havde tilføjet hinanden ved Drab eller Ran, skulde der ikke paa nogen af Siderne kunne kræves Bod, Vederlag eller Oprejsning, og ingen skulde siden understaa sig at tage Hevn. Derpaa skred man til Edsaflæggelsen. Først svore Høvdingerne, nemlig Kong Inge, Haakon Jarl og Philip, siden Lendermænd og Sysselmænd, to Tylfter paa hver Side, og tilsidst fremstod Thrøndernes Lagmand, Gunnar Grjonbak, og fremsagde almindelig og gjensidig Grid og Trygd, rimeligviis efter den gamle, ærværdige Formular, der endnu var brugelig i Norge saavel som paa Island. Derpaa hævedes Thinget, og Baglerne vendte tilbage til fine Skibe. Der fortælles, at Philip ved denne Lejlighed, som sædvanlig, vilde gaa Arm i Arm med Arnbjørn Jonssøn, men at denne unddrog sig fra at modtage hans fremrakte Arm, idet han sagde: „led dig nu selv“, Beviis nok paa, hvor dybt Baglernes stolte Høvdinger følte sig krænkede ved hans Eftergivenhed. Men det synes at have været en aftalt Plan mellem Philip og Morbroderen, at han skulde gaa ind paa Alt, for siden, naar han først havde faaet Christinas Haand, ved hendes Bistand, og maaskee ved Pavens Indskriden, at vinde uden Sverdslag, hvad han ved Forligsmødet ej havde vovet at paastaa. Da-

    det første aabenbart en af ham selv, efter Sædvane, indskudt Forklaring, hvorved han, som saa mange andre, indtil Munthe, der først paaviste det rette, bar svæver i den urigtige Formening at Rygjarbit skulde være Grændsen mellem Egdafylke og Rygjafylke – følgelig Aaen Sire, – medens der derimod er Jernespynten eller Grændsen mellem Egdafylke og Grønafylke.