bet, at Krigen endnu en Tidlang vilde blive fortsat, hvorved da tillige Udsigten til at vinde Erstatning og Hevn ved fortsatte Plyndringstog indenlands altid stod dem aaben. Men selv for dem, der just ikke tænkte saa meget paa Erstatning, maatte det alligevel være noget underligt, ja ubehageligt, med eet at skulle ombytte det med saa mange Aars Fejder tilvante og dem til en anden Natur blevne Krigerliv med en Tilværelse, der i deres Øjne kun var lad Uvirksomhed, og med Fredens Sysler, som hidtil vare dem fremmede, og som de nu vare for gamle til, med eet at kunne finde Behag i. Derfor blev det dem strax en Trang at søge Krigs-Eventyr uden for Landet, siden de ej kunde finde dem hjemme, og de fordums Fiender, Birkebeiner og Bagler, gjorde allerede, førend de fra Mødet droge hver til sit, foreløbig Aftale med hinanden om Krigstog, som de i det følgende Aar eller i alle Fald saa snart som muligt vilde foretage i Fællesskab. De tvende Høvdinger og Svogre, Peter Steyper og Reidar Sendemand, toge Korset, og aftalte at de den følgende Sommer vilde drage i Forening til det hellige Land. En Deel andre, mindre anseede Høvdinger af begge Partier aftalte derimod, at de Sommeren efter skulde drage paa et Herjetog til Syderøerne, og udrustede dertil Skibe paa begge Sider. Et tilstrækkeligt Paaskud til dette Tog havde de deels i Kong Ragnvald Gudrødssøns Opsætsighed, idet han tildeels undlod at betale Skat, deels i hans slette Ferd mod Broderen Olaf. Thi da denne forestillede ham, at Øen Ljodhuus[1], hvormed han hidtil havde maattet lade sig nøje, ej forslog til hans og hans Mænds Underholdning, og derfor anmodede Ragnvald om at give ham et andet, mere indbringende Landskab, lovede han ham at give Svar næste Dag, naar han først havde overlagt derom med sine Raadgivere; men da Olaf ifølge dette Løfte tillidsfuldt indfandt sig, lod Ragnvald ham troløst gribe, lægge i Lænker, og føre fangen til sin Ven og Forbundsfælle Kong Villjam i Skotland, hos hvem han hensad fængslet i henved syv Aar (1208–1214) og ikke slap løs førend Villjam var død (6te Decbr. 1214) og hans Søn og Efterfølger Alexander befalede at alle Statsfanger skulde sættes paa fri Fod[2]. Denne Troløshed fortjente visselig at straffes, og der har neppe manglet paa Venner og Tilhængere af Kong Olaf, der selv kom til Norge og paa det indstændigste opfordrede dets Krigere til at komme ham til Hjelp. Til aftalt Tid droge de ogsaa afsted paa 12 Skibe. Af Anførerne havde fire, nemlig Erik Tovessøn, Erlend Pik (eller Vik), Berg Møl og Nikolas Gille, hørt til Baglernes Parti, og tre til Birkebeinernes, nemlig Thormod
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/558
Denne siden er korrekturlest
540
Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.
