Det maa unegtelig ikke have bidraget lidet til Fredens Opretholdelse i Landet, at saa mange krigerske og urolige Mænd, som de, der deels droge til Syderøerne, deels til det hellige Land med Peter og Reidar, i de første Aar, førend man endnu havde vænnet sig til den fredelige og rolige Tilstand, vare borte, og ikke kunde gjøre Fortræd. Det synes næsten at ligge i Sagens Natur, at de netop maa have været de uroligste og mest krigslystne blandt Birkebeinerne og Baglerne. De øvrige, som ikke forbleve ved Hirden, men toge sig Orlov, droge deels hjem til deres Huse og Gaarde, om de havde nogen, deels i Kjøbferd, og forvandledes saaledes fra barske Krigere til fredelige Jorddyrkere eller Handelsmænd. Kong Inge beskjeftigede sig for det første med at lade den nedbrændte Kongsgaard i Bergen opføre paany, vistnok endnu kun af Træ og saa vidt muligt i den forrige Skikkelse; i det mindste lod han Hallen sætte ganske paa samme Sted, hvor den tidligere af Kong Eystein opførte Hall havde staaet og det samme var vel ogsaa Tilfældet med Apostelkirken[1]. Borgen lod han derimod ikke gjenopføre; den var nu i Fredstid unødvendig. Philip levede paa sin Side roligt og fredeligt i Viken; begge Konger vare tilfreds med, hvad de havde; deres Berettigelse til Riget var omtrent lige stor, og den eneste Fare for Freden var nu kun at befrygte af den ærgjerrige Haakon Jarl, som aldrig kunde glemme, at han ej havde faaet Kongenavn, og stedse pønsede paa, hvorledes han skulde skaffe sig denne Værdighed. Da han efter Forliget ikke havde nogen Adkomst til at befatte sig med Philips Deel af Riget, var det nærmest med hans egte Broder Kong Inge, at hans hemmelige Machinationer vare rettede. Han henvendte sig først til sine nærmeste Venner, siden ogsaa til mange andre af de ypperste Mænd i Riget, med Spørgsmaal om de ej fandt det passende, at han ogsaa fik Kongenavn, og lod sig tage til Konge over en Trediedeel af Riget. Han gav endogsaa at forstaa, at det vilde være hans Broder nok saa kjært, og at denne ganske sikkert vilde samtykke deri. Hertil svarede alle, hvad der ene kunde svares, at han var fuldkommen dygtig dertil, og at de saaledes fra deres Side intet kunde have derimod. Derved blev han saa dristig, at han endog tilsidesatte den nødvendige Forsigtighed i at holde sine Anslag hemmelige, saa at Inge omsider fik Nys derom, og ligeledes blev underrettet om, hvo der især bestræbte sig for at denne Sag kunde faa Fremgang. Da overvandt han sin Folkesky, stevnede sine Mænd til Huus-
- ↑ Der tales nemlig siden, i Slutningskapitlet af Haakon Haakonssøns Saga, om at denne opførte Kongsgaarden m. m. af Steen, hvilket synes at vise, at den foregaaende Bygning var af Træ.
