Frile ved Navn Gyrid havde født ham i Aaret 1205 eller 1206[1]; Haakon Jarl havde derimod min sin Frue Christina en noget yngre Søn ved Navn Knut. Og saa ivrigt toge Biskopperne Parti for Haakon, at Inge omsider maatte slutte en Overeenskomst med ham i Nidaros, hvorved det bestemtes, at hvis en af dem døde uden at efterlade sig nogen egtefød Søn, skulde den anden, der overlevede ham, tage hele Riget efter ham, min efter begges Død skulde den nærmeste egtefødde Arving, som da levede, tage hele Riget saavel som al anden Arv. Denne Overeenskomst blev siden lyst paa Ørething i Overvær af Erkebiskop Thore, den forrige Erkebiskop Erik, Biskop Martin i Bergen og Biskop Nikolas, foruden en heel Mængde andre Mænd; der blev ligeledes oprettet et skriftligt Dokument derover, forsynet med Kongens, Jarlens og Biskoppernes Indsegl[2].
Ved at faa denne Bestemmelse paa ny ind i Rigets offentlige Ret, at kun egte Fødsel berettigede til Tronen, troede Jarlen rimeligviis ogsaa tilstrækkeligt at have sikret sig mod de Fordringer, hans unge Plejesøn, Kongesønnen Haakon, eller dennes Venner paa hans Vegne kunde opstille. Men derfor vakte Overeeenskomsten og saa meget større Uvilje blandt de gamle Birkebeiner ved Jarlens Hird, hvis Yndling den livlige, fremfor sin Alder opvakte Dreng allerede længe havde været, og som ikke engang lagde noget Dølgsmaal paa, at de i ham saa den tilkommende
Tronarving, og ansaa ham bedre berettiget til Riget end baade Kongen og Jarlen. Drengen var sig ogsaa selv dette meget godt bevidst, thi de havde rimeligviis ligefra det Øieblik, han havde faaet Forstand og Mæle, talt saa ofte for ham derom, at han ganske var voxet op i denne Overbeviisning, uden engang at tænke sig Muligheden af at han ikke tilsidst skulde bære Norges Krone. Den Kjærlighed, hvormed Birkebeinerne omfattede ham og vogtede hvert af hans Ord, har foranlediget, at flere Anekdoter fra hans tidligere Barneaar ere opbevarede, som alle vidne om, hvor forstandig og opvakt han var, og give os en tydelig Forestilling om, hvilken Morskab Hirdmændene maatte have af at spøge med ham. Da
- ↑ Paa andet Aar efter at Inge var bleven Konge, heder det, altsaa mellem Midten af August 1205 og samme Tid 1206.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, Fornm. S. IX. 196–200. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 5. Hvilket Aar denne Overeenskomst sluttedes, angives ej, men da den undertegnedes af Erkebiskop Erik, som døde 1213, maa den have været sluttet senest i eller snarere før dette Aar, ligesom dette og i Sagaen fortælles før flere i hiint Aar forefaldne Begivenheder. Paa den anden Side omtales det efter Orknøjarlernes og Syderø-Kongernes Underkastelse 1210, og i Haakon Haakonssøns Saga efter at dennes 7de eller 8de Vinter er nævnt, altsaa efter Nytaar 1211 eller 1212. Det kan saaledes neppe have været i noget andet Aar end 1212.
