Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/566

Denne siden er korrekturlest
548
Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

han endnu kun var tre Aar gammel, og ved Sverresborgs anden Indtagelse var falden i Baglernes Hænder, som det ovenfor er berettet, bare nogle af disse ham, fortælles der, en Dag over en Loftsvale, strax nedenfor hvilken Langskibene laa. De sagde da til ham: „se Langskibene, Kongesøn.“ „Jeg seer dem nok,“ svarede han. „Hvem tror du ejer dem,“ spurgte de. “„Min Herre,“ svarede Drengen. „Din Herre er Kong Philip,“ sagde de. „Nej, han er ikke min Herre,“ svarede Haakon, „det er Haakon Jarl, og ham tilhøre Skibene.“ De lo af ham, og sagde: „denne Dreng bliver nok ikke os Bagler tro og huld.“ Imidlertid var det just, medens de i denne Tid havde Drengen i sin Varetægt, at Reidar Sendemand fremkom med sit merkelige, ovenfor omtalte Forslag om at tage ham til Konge og gjøre Philip til Jarl[1]. Vi have seet, hvorledes han kort efter kom ud af Baglernes Vold, og at Haakon Jarl herefter aldrig tabte ham af Sigte[2]. Saaledes var han, heder det, hos ham paa Olafssuden under det lange Vinterleje ved Seløerne; uagtet den sterke Frost vilde han dog altid holde sig fremme hos Hirdmændene, og da det en Dag var saa koldt at man ikke engang kunde faa smurt Smørret paa Brødet, men Hirdmændene afvexlende maatte tage en Bid Brød og en Bid Smør, tog Drengen et Stykke blødt Hvedebrød, bøjede det omkring Smørret, og sagde: „lad os binde Smørret fast, Birkebeiner,“ til stor Morskab for alle dem der hørte det, saa at det endog blev et Mundheld over hele Hæren: „lader os binde Smørret, saaledes befaler Kongesønnen.“ Hans voxne Maade at udtrykke sig paa var saa meget mere løjerlig, som han var meget liden af Væxt. Jarlen selv havde mangen Moro af hans pudseerlige Tale. Birkebeinerne plejede ofte for Spøg at tage ham, to og to, imellem sig, og trække i ham, saa at det, som de sagde, kunde mone noget, da han tyktes dem at voxe for langsomt: saa ivrigt længtes de efter at see ham voxen. Men de Forhaabninger, som de knyttede til denne forønskede Tid, bleve ganske nedslagne ved hiin Tronfølge-Kontrakt, og det er derfor ej at undres over, at de betragtede den med Harme. Den Dag, da Ørethinget holdtes, havde Haakon faaet Lov fra Skolen til at besøge sin Paarørende Astrid over paa Bakke[3], rimeligviis fordi Jarlen netop ønskede ham af Vejen. Han kom ikke hjem førend om

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 4.
  2. Se ovenfor S. 526.
  3. Hvo denne Astrid var, siges ikke. Hun kaldes hans sifkona, og hvis dette Ord ikke, som det sædvanlig skeer, behøver at oversættes med „Svogerske“, men simpelt hen med „Beslægtet“, kunde man antage hende for at have været Drengens Farmoder, Astrid Roedatter fra Færøerne. For Resten maa man vel ved „Bakke“ paa dette Sted forstaa Bakke Kloster, og saaledes antage Astrid for at have været Nonne, eller maaskee endog Abbedisse der.