Aftenen efter Spisetid. I Jarlens Hird var der en gammel Hirdmand og Birkebein fra Sverres Dage, ved Navn Helge hvasse, der især holdt af Drengen, og plejede at give sig af med ham. Denne Aften vilde han som sædvanlig gaa til Helge og spøge med ham, men Helge stødte ham fra sig, og bad ham pakke sig bort. Forundret spurgte Drengen, hvad det skulde betyde, og hvorfor han var vred. „Bort med dig,“ svarede Helge, „idag blev din Fædrenearv dømt fra dig, og derfor bryder jeg mig ikke længer om dig.“ „Hvor skede det, eller hvem gjorde det,“ spurgte Drengen. „Det skede paa Ørething,“ svarede Helge, „og de, som gjorde det, vare de tvende Brødre, Kong Inge og Haakon Jarl.“ „Vær ikke vred paa mig, min egen Helge,“ sagde da Drengen, „og bryd dig ikke det mindste om dette, thi denne Dom vil neppe staa ved Magt, da min Ombudsmand ej var tilstede for at svare paa mine Vegne:’“ „Hvem er da din Ombudsmand,“ spurgte Helge. „Det er Gud og den hellige Maria og den hellige Kong Olaf,“ svarede Haakon; „dem har jeg givet min Sag at varetage, og de skulle see paa mit Bedste baade ved Landets Deling og min øvrige Velfærd.“ Da tog Helge Drengen kjærligt i Favn, kyssede ham og sagde: „Tak for de Ord, du der talte, Kongesøn, sligt er bedre talt end utalt!“ Der var mange tilstede, som med Beundring hørte disse Ord af den aatteaarige Kongesøn, og saaledes kom de snart til Jarlens og Fru Christinas Kundskab. Han sagde ikke stort dertil, men Christina blev meget vred, og skjendte paa Drengen, mod hvem hun siden altid var noget haardere end tilforn[1].
Ellers maa man sige til Haakon Jarls Ros, at han, disse Bestræbelser for at tilvende sig Kongenavnet fraregnede, fremdeles viste Drengen den kjærligste Omhu. Det faldt ham ikke engang ind, at gjøre ham mindre farlig ved at lade ham indtræde i den gejstlige Stand, skjønt der var god Lejlighed dertil, da han virkelig fra Drengens 7de eller 8de Aar satte ham til Bogen, maaskee i Kannikeskolen ved Christkirken[2], og Erkebiskoppen, som vi have seet, var Jarlens gode Ven og Medhjelper i politiske Planer. Der fortælles nemlig, at Jarlen engang, da Haakon en Tid havde gaaet i Skole, spurgte ham, hvad han lærte. Drengen svarede: „jeg lærer at synge, Herre.“ Men Jarlen svarede; „du skal ikke lære at synge, thi du skal hverken blive Prest eller Biskop.“ Ogsaa Fru Christina skal, i det mindste før hiint Møde paa Ørething, have været nok saa venlig imod ham, skjønt det rigtignok tillægges, at hun paa mange Kvinders Viis ofte var opfarende imod ham, naar hun ej var i godt Lune,
