Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/571

Denne siden er korrekturlest

553

1213. Uroligheder i det Throndhjemske.

Kloster i Besiddelsen af Gaarden Aspe paa Follo, som Kong Inge (sandsynligviis Inge Baglerkonge) havde skjenket det^[1].

88. Spændt Forhold mellem Kongen og Jarlen. Throndhjemske.

Medens Viken saaledes befandt sig vel og havde det roligt under Philips milde Regimente, var det langt anderledes i det nordenfjeldske, hvor Thrøndelagen plagedes af Uaar, og Haakon Jarls aldrig hvilende Ærgjerrighed benyttede sig af den derved fremkomne Misstemning til nye Agitationer. Uaaret hindrede Bønderne fra at udrede Leding og andre lovbestemte Skatter og Afgifter, og der indkom idelige Klager fra de kongelige Sysselmænd over deres Gjenstridighed. Man kan vel under disse Omstændigheder tage det for afgjort, at heller ikke Sysselmændene paa deres Side have været synderlig skaansomme. Den, som især klagede, og derfor vel og var den haardeste, var Erik Foss, Sysselmanden paa Strinden. Tilsidst bød Kongen ham og sandsynligviis ogsaa de øvrige Sysselmænd i Thrøndelagen, at indstevne Bønderne fra alle Sysler til et Thing, der skulde holdes paa et Sted, kaldet Rune eller Raume^[2], hvis Beliggenhed nu ikke længer kjendes, for i Mindelighed at afhandle Sagen. Kongen drog med sine Mænd derhen baade til Lands og Vands,

↑ Dipl. Norv. I. 3. Merkeligt er det at han retter dette Bud til „alle Morsdøler, som ville være i Lydighed med os“. Dette Brevs Aarstal angives ej. Af den Omstændighed, at han her kalder sig Konge, kan man neppe slutte at det er ældre end 1208, da han, som vi have seet, vedblev at lade sig kalde og vel ogsaa selv at kalde sig Konge efter den Tid. I Brevet omtales en af Simon Lagmand (paa Thumn) nys afsagt Dom; saaledes levede denne Mand endnu paa den Tid, da Brevet udstedtes.
↑ Thinget kaldes nemlig i Annalerne og i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 10, Flatøbogen undtagen „Raumathing, (i Flatøbogen „Runathing“, hvilket dog ogsaa rimeligviis kan læses „Rimathing“). I Peder Claussøns Oversættelse staar der, at Thinget holdtes inde paa Strinden; men da Annalerne udtrykkelig siger, at det var med Indthrønderne, Kampen stod, og da det desuden ikke synes videre rimeligt, at Inge skulde have draget den korte Vej fra Nidaros til et Sted inde paa Strinden „baade til Lands og Vands“, maa man vistnok antage at det er at søge etsteds i Indherred, og at Peder Claussøn med sin sædvanlige Unøjagtighed har nævnt Strinden, fordi det kort i Forvejen er omtalt. Imidlertid er Stedet vanskeligt at paapege. Munthe (Aalls Snorre III. S. 209) antager det for Rones ved Indløbet til Beitstad-Sundet. Det eneste, som herimod kan være at indvende, er, at det igjen synes at være noget vel langt fra Nidaros, især til ogsaa at fare til Lands. Snarest skulde man vente at finde Stedet i Skougn eller Verdalen. Hvis man kunde læse Rauma eller Rørna-Thing, blev det etsteds i Rørens Skibrede, hvilket visselig ikke var usandsynligt.

[1] Dipl. Norv. I. 3. Merkeligt er det at han retter dette Bud til „alle Morsdøler, som ville være i Lydighed med os“. Dette Brevs Aarstal angives ej. Af den Omstændighed, at han her kalder sig Konge, kan man neppe slutte at det er ældre end 1208, da han, som vi have seet, vedblev at lade sig kalde og vel ogsaa selv at kalde sig Konge efter den Tid. I Brevet omtales en af Simon Lagmand (paa Thumn) nys afsagt Dom; saaledes levede denne Mand endnu paa den Tid, da Brevet udstedtes.

[2] Thinget kaldes nemlig i Annalerne og i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 10, Flatøbogen undtagen „Raumathing, (i Flatøbogen „Runathing“, hvilket dog ogsaa rimeligviis kan læses „Rimathing“). I Peder Claussøns Oversættelse staar der, at Thinget holdtes inde paa Strinden; men da Annalerne udtrykkelig siger, at det var med Indthrønderne, Kampen stod, og da det desuden ikke synes videre rimeligt, at Inge skulde have draget den korte Vej fra Nidaros til et Sted inde paa Strinden „baade til Lands og Vands“, maa man vistnok antage at det er at søge etsteds i Indherred, og at Peder Claussøn med sin sædvanlige Unøjagtighed har nævnt Strinden, fordi det kort i Forvejen er omtalt. Imidlertid er Stedet vanskeligt at paapege. Munthe (Aalls Snorre III. S. 209) antager det for Rones ved Indløbet til Beitstad-Sundet. Det eneste, som herimod kan være at indvende, er, at det igjen synes at være noget vel langt fra Nidaros, især til ogsaa at fare til Lands. Snarest skulde man vente at finde Stedet i Skougn eller Verdalen. Hvis man kunde læse Rauma eller Rørna-Thing, blev det etsteds i Rørens Skibrede, hvilket visselig ikke var usandsynligt.

[1]

[2]