Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/577

559

1213. Skule Kongsbroder-s Machinationer.

havde opgivet alt Haab om at see enten ham, eller overhoved sin Æt paa Tronen. Ikke saaledes hans Broder Skule, der nu formedelst Kongens tiltagende Sygelighed mere og mere fik Magten i Hænde, og som ganske traadte i Haakon Jarls Fodspor, ja lagde endog endnu større Ærgjerrighed og Lyst til at intrigere for Dagen, end han. Lige fra det første Øjeblik af, at der var Tale om den tilkommende Sukcession, holdt Skule altid paa det Princip, der laa i hans Interesse, at Arveretten til Tronen altid regnedes fra den sidste lovlige Indehaver af denne, og at den altsaa i nærværende Tilfælde alene skulde regnes fra Kong Inge, og ingen anden. Dette Princip har i sig selv rigtigt nok, om Inge havde været den sidste af sin Æt, eller om han havde været den første af en ny Æt, eller i det mindste en ny Linje, der ved særegent Valg var ophøjet paa Tronen, enten fordi den ældre Æt eller Linje var uddød, eller fordi den paa en eller anden Maade havde forbrudt sin Arveret. Men da Inge blev valgt til Konge, var det aldeles ikke fordi man ikke heller vilde have haft en lige nedstammende Ætling af den gamle Linje til Konge, om man blot havde vidst, at der endnu fandtes nogen saadan; sit Valg skyldte han først og fremst den tilfældige Uvidenhed, hvori man befandt sig om en saadan Konge-Ætlings Tilværelse, og dernæst netop den Omstændighed, at han selv var en af dem, der i Mangel af en direkte Descendent stod Konge-Ætten nærmest. I samme Øjeblik, som det viste sig, at der paa den Tid, da han blev valgt, endnu var en virkelig Konge-Ætling tilbage, der, om man havde vidst det før, upaatvivleligt vilde være bleven valgt fremfor Inge og enhver Anden, i samme Øjeblik maatte enten Inges eget Valg blive ugyldigt, eller, hvis man ikke vel kunde berette ham det ham en Gang overdragne Kongenavn, kun gjelde for Livstid, uden at medføre nogen Arveret for hans Linje. Paa denne Maade betragtede de fleste af Birkebeinerne og Rigets øvrige Indbyggere Sagen, men for Skule og hans Tilhængere var det derimod saa at sige et Livsspørgsmaal, aldrig at lade denne Betragtningsmaade faa Rum. Og da man vidste, at alle hine gamle Birkebeiner som en tæt Skjoldborg værnede om Haakon, saa at det ej vilde bekomme nogen vel at røre ved ham, dannede der sig inden de saakaldte Birkebeiners større Kreds tvende Partier, Kongesønnens og Skules, der, om de endnu ikke ligefrem stode fiendtlige imod hinanden, dog allerede vogtede paa hinanden med heel mistænkelige Blik, saa at der neppe skulde stor Fremsynethed til at skjønne, at denne Splittelse bar Frøet i sig til nye Borgerkrige. En god Lejlighed til at erfare, hvad begge Parter kunde vente lig af hinanden, fik man, da Inge, som det synes, i Aaret 1215 faldt i en farlig Sygdom, saa at man frygtede for hans Liv. Skule, som da var tilstede, og forestod Hirden næst Kongen, sammenkaldte strax de fornemste Mænd, som for Øjeblikket fandtes