Det var maaskee Frygten for, at Skule vilde overtale sin svage Broder til at berøve Haakon de ham tilkommende Rettigheder, som bevægede flere af dennes Frænder[1], navnlig Andres Skjaldarband, til at indfinde sig hos Kong Inge, da denne om Sommeren 1214 vendte tilbage fra Forliget ved Vaagsbru, og fremkomme med den Fordring, at han skulde give Kongesønnen en Forlening, hvorved han kunde underholde sig selv og sine Frænder. Kongen spurgte, hvilket Landskab i saa Fald de tænkte paa. De svarede: Jemteland, thi dette vandt hans Farfader Kong Sverre med sit Sverd under Norges Rige. Kongen saa vredt paa dem og sagde „Norge er allerede udstykket nok; Beglingerne have saa godt som hele det søndenfjeldske; jeg kan ikke dele Landet yderligere, og saa stort et Len faar han ikke af mig.“ De bade da Kongen at overlade ham, om det ikke var mere end en Skibrede eller to. „Nej,“ svarede Kongen, „han har det saa godt her hos os, at han slet ikke behøver mere.“ Dermed maatte de lade sig nøje, men vare meget ærgerlige. Faa Dage efter kaldte de Kongesønnen ud til sig henne ved Korskirken, og søgte at overtale den tiaarige Dreng til at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok. „Det seer ikke,“ sagde de, „ud til, at Kong Inge vil unde dig stort af Norge, og han sidder nu i hele det Rige, som din Farfader vandt; mange uberettigede leve nu i Herlighed og Glæde, og gjøre sig til Gode med din Fædrene-Arv, medens dine Frænder tilsidesættes. Vort Raad er derfor, at vi flygte bort med dig og samle Folk, hvilket neppe vil blive vanskeligt, da vi baade høre mange Birkebeiner klage over at de ej nyde tilbørlig Løn for deres tro Tjeneste, og tillige have spurgt fra Østlandet, at Beglingerne nok ogsaa gjerne sloge sig til, hvis der kun fandtes nogen, som vilde stille sig i Spidsen for Flokken.“ Kongesønnen hørte opmerksomt til, men svarede intet. Da sagde Andres Skjaldarband: „hør nu, Kongesøn; vi, dine Fræn-
- ↑ Paa hvilken Side disse „Frænder“ vare beslægtede med Haakon, den mødrene eller fædrene, siges ikke; man kunde saaledes maaskee gjette paa hans Moder Inges Slægtninger, de saakaldte Varteigsmænd, men da der ej med Hensyn til disse kunde være Tale om nogen Tilsidesættelse eller Tab af fordums Ejendom eller Ære, bliver det rimeligere, at her menes Descendenterne af Sverres og Haakon Sverressøns Mødrenefrænder, altsaa af Unas Smeds og Biskop Roes Børn, hvilke nu, da den fornemste af deres Midte, Peter Steyper, var borte, og da Slægt-Aristokratiet ved Reins-Ættens Ophøjelse paa Kongetronen atter paa en Maade var kommet til Agt og Ære, vistnok tilsidesattes og oversaaes som lavbyrdige Folk. Da den i Andres Skjaldarbands og hans Hustru Ingebjørgs Egteskab fødde Søn hed Peter (at han siden befandtes at være en Søn af Skule, gjør her hverken fra eller til), kan man med temmelig Sikkerhed slutte, at ogsaa Andres Skjaldarbands Fader hed Peter; denne Peter var saaledes maaskee enten Peter Roessøn eller Svina-Peter, ja maaskee. Peter Steyper selv.
