liggende Egne, og havde den besværligste Rejse at overstaa, seer man af et Brev, han tinder 21de Februar 1214 skrev til Erkebiskoppen af Lund, og hvori han udtalte sin Forundring over at denne havde undskyldt sig – som det synes med Sørejsens Farlighed og Landevejenes Usikkerhed fra at komme til Mødet, i Stedet for at han, om han endog ej havde været indkaldt, dog burde komme. Han havde, skriver han, ogsaa tilskrevet Erkebiskoppen af Upsala paa lignende Maade, og befalet end yderligere Erkebiskoppen af Lund, udtrykkeligt at foreholde saavel ham som hans Suffraganer, at de til den bestemte Tid, paa hvad Maade de kunde, maatte indfinde sig til Mødet[1]. Den danske Erkebiskop udeblev lige fuldt fra Mødet, derimod var det neppe Tilfældet med den efter Erkebiskop Thores Død udvalgte nye norske Erkebiskop Guthorm, thi da han netop kom ned for at hente Pallium i Løbet, eller maaskee i Slutningen af Aaret 1214, er det ikke rimeligt, at Paven har tilladt ham at rejse hjem igjen før Konciliet, saasom det var at forudsee, at han, naar han engang var kommen hjem, formedelst den lange og kostbare Rejse ikke godt kunde konme tilbage igjen[2]. Paa dette Møde, (11–30 Novbr.) hvor der blandt mange andre Bestemmelser ogsaa blev vedtaget een for hele Christenheden særdeles vigtig, nemlig at de Led, inden hvilke Giftermaal var forbudet, efterdags indskrænkedes til anden og tredie Svogerskabs og de fire første Slægtskabs-Grader[3], bestemtes, at alle Korsfarerne, der vilde begive sig til Søs til det hellige Land, skulde forsamle sig den 1ste Juni 1217 i en af de to siciliske Havne, Brindisi eller Messina, hvor Paven selv personligt vilde indfinde sig for at gaa Korsfarerne til Haande med gode Raad og meddele dem sin Velsignelse; samme Tid bestemtes og til deres Afrejse, som heller vilde drage til Lands, idet han befalede dem at angive den Vej, de vilde tage, for at han kunde sende dem en kyndig Mand til Raad og Hjelp. De Gejstlige, der droge med paa Toget, skulde i tre Aar nyde deres Indtægter, som om de residerede i deres Beneficier, og, som det allerede forhen i Pavens Opfordringsskrivelse var bestemt, have Lov til at pantsætte dem i samme Tid. Befalingen gjentoges til alle gejstlige og verdslige Herrer og Høvdinger, saavel som Byer og Kommuner, at alle de, der ikke selv droge afsted, skulde stille et passende Antal Krigere med det nødvendige til at bestride deres Udgifter paa tre Aar, til deres Synders For-
- ↑ Sammesteds, XVI. 181. Liljegren Dipl. Sv. I. 154.
- ↑ Se ovenfor S. 558. Det er i det mindste vist nok at Guthorm efter sit Valg til Erkebiskop ikke nævnes førend i 1217.
- ↑ Conc. lateran. IV. c. 50, Coleti Concilia, XIII. S. 986, jvfr. Decr. Gratiani, l. IV. Tait. XIV., Cap. 8. I samme Artikel ophævedes Forbudet mod Giftermaal mellem en Hustrues Børn i andet Egteskab og hendes første Mands Frænder.
