ladelse; og at denne Syndsforladelse skulde udstrækkes ej alene til dem, som leverede deres egne Skibe, men og til dem, som i dette Øjemed bidroge til at bygge Skibe. Selv foregik Paven med et følgeværdigt Exempel paa Gavmildhed og Uegennyttighed, idet han til Korsfarernes Understøttelse skjenkede 30000 Pund, saavel som 3000 Mkr. Sølv, der vare tilovers fra de tidligere til det hellige Lands Hjelp ofrede Gaver, fornemmelig for at skaffe Skibe til Overførelsen af Korsfarerne fra Staden Rom og Omegn. Naar han selv ydede saa meget, kunde de tilstedeværende Kirkeherrer ej negte deres Samtykke til den Bestemmelse, at alle Gejstlige saavel af lavere som af højere Rang, skulde i tre Aar afstaa den 20de Deel af deres kirkelige Indtægter til Hjelp for det hellige Land, fra hvilken Forpligtelse kun enkelte Klostergejstlige og de, som personlig toge Korset, vare undtagne. Paven selv, og Kardinalerne, forpligtede sig, foruden den oven nævnte Gave, til at give en Tiendedeel af deres Indtægter. Korsfarerne skulde fra den Tid, de havde taget Korset, være frie for al Slags Skatter og Tynger, saavel som for at betale Renter af de Laan, de til at bestride Udrustningerne maatte have optaget. Og fordi det til Sagens heldige Udførelse især var nødvendigt, at de christne Folk indbyrdes holdt Fred med hinanden, bestemtes det, at der i det mindste i fire Aar skulde herske en almindelig Fred over hele Christenheden, saaledes at de indbyrdes Uenige ved Prælaternes Mellemkomst skulde bringes til, broderligen at overholde Fred og fast Trygd, og de, som foragtede dette Fredsbud, skulde paa det strengeste ved Exkommunikation af Personer og Interdikt over Lande tvinges til at respektere det, hvis ellers ikke de Fornærmelser, den ene Part led, vare saa overvættes store, at de ikke paa nogen Maade kunde taales. Til Slutning gjentog Paven alle fine gode Løfter under eet saaledes: „Fortrøstende os til den almægtige Guds Barmhjertighed og de hellige Apostle Peters og Paals Autoritet, tilsige vi, af den Myndighed til at løse og binde, som Gud har tildeelt os, skjønt uværdige, alle dem, der paatage sig Arbejdet i egen Person og paa egen Bekostning, fuldkommen Forladelse for de Synder, som de med sand Hjertens Anger mundtligen have bekjendt, og love dem ved de Retfærdiges Gjengjeldelse den evige Salighed. Dem, der ikke i egen Person begive sig til det hellige Land, men kun paa sin Bekostning, efter sine Evner og Stilling sende duelige Folk derhen, saavel som dem, der, skjønt paa Andres Bekostning, dog i egen Person drage afsted, tilstaa vi fuld Syndsforladelse, i hvilken vi og ville have alle dem indbegrebne i Forhold til Hjelpens Beskaffenhed og Fromhedens Oprigtighed, som til hiint Lands Hjelp bidrage passeligt af deres Gods, eller anden belejlig Hjelp, enten med Raad eller Daad[1].
- ↑ Coleti Concilia, l. c. 1007–1008.
