Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/587

Denne siden er korrekturlest
569
1215–16. Kong Inge og flere anseede Nordmænd tage Korset.


I alle okcidentalske Lande prædikedes nu Korset med største Iver, og skjønt der ikke udtrykkeligt berettes, hvilke der optraadte som Korsprædikanter i Norge eller hvorledes de udførte deres Hverv, seer man dog af de paafølgende Begivenheder, at deres Virksomhed her i Landet maa have været ret betydelig, og baaret ønskelige Frugter. Sandsynligviis gik det her, som andensteds, at det ej saa meget var Høvdingerne, som Folk af de lavere Klasser, paa hvilke Prædikanternes Ord gjorde Virkning; imidlertid nævnes dog udtrykkeligen flere anseede Mænd, der enten selv toge Korset, eller forpligtede sig til at udruste Folk og Skibe. I Spidfor de sidste stod Kong Inge selv, der, efter at have modtaget Pave Innocentius’s Brev, forpligtede sig til at udruste en betydelig Deel saavel Folk, som Skibe, og sende dem til det hellige Land[1]. Selv var han for sygelig til at tage Korset, men det er ikke usandsynligt, at hans Broder Skule allerede nu betegnede sig dermed, for i hans Navn at føre Befalingen; vist er det i det mindste, at Skule senere hen enten for Alvor eller for et Syns Skyld gjorde Forberedelser til et Korstog[2]. Af andre Høvdinger, der toge Korset, nævnes Sigurd Kongsfrænde, Kong Inges Befalingsmand i Viken[3], Roar Kongsfrænde, Gaut Jonssøn paa Mel, Erlend Thorbergssøn, en Brodersøn af Erkebiskop Eystein; under hans Befaling stilledes et Skib, som Borgerne i Nidaros udrustede[4]. Man kan dog vist ikke betvivle, at ogsaa mange flere Høvdinger toge Korset, og at Borgere og Bønder fra andre Kanter i Riget ligeledes sloge sig sammen om at udruste Skibe; dog synes det, som om Iveren har været sterkest hos Birkebeinerne eller i Kong Inges Deel af Landet, thi det maa ansees for vist, at hverken Kong Philip eller Biskop Nikolas toge Korset. For øvrigt kan man neppe betvivle, at al den Travlhed, der nu

  1. Dette siges udtrykkeligt i Pave Honorius’s Brev af 6te Marts 1217, se nedenfor. Det Brev fra Innocentius III., der efter Honorius’s Udsagn skal have bestemt Inge til at udruste en Korstogshær, var sandsynligviis det først nævnte Opfordringsbrev, skjønt ogsaa det andet Brev af 19de April 1213, hvorved Konciliet sammenkaldtes, sendtes, foruden til Biskopper og Prælater, ogsaa til flere verdslige Fyrster, hvoriblandt Norges Konge udtrykkeligt nævnes.
  2. Se Pave Honorius’s Skrivelser af 3die og 4de Novbr. 1226, Dipl. Norv. I. 9. 1o.
  3. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 27.
  4. Sammesteds, Cap. 30. At Erlend Thorbergssøn var en Brodersøn af Erkebiskop Eystein og opkaldt efter dennes Fader Erlend Himalde, sees af Arnmødlingstallet i Fagrskinna, Cap. 215. Denne Erlends throndhjemske Oprindelse synes da igjen at vise, at de „Bymænd“ hvorom her er Tale, og hvis Hjemsted Sagaen ikke nærmere betegner, maa have været Bymændene af Nidaros, thi om en Forening af alle Bymænd i Landet, kan der ej være Spørgsmaal.