Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/588

Denne siden er korrekturlest
570
Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

rørte sig i Landet, med Korstogsprædikener, Udrustninger, Sammenkomster og Overlægninger desangaaende, nu saaledes har optaget alle eller de fleste, at den i et Par Aars Tid opslugte alle andre Interesser, og den medførte saaledes i alle Fald det Gavn, at den indvortes Fred i Landet derved forlængedes, thi det vilde vel ellers blive været usikkert nok, hvor længe den havde bestaaet efter at den ærgjerrige Skule Kongsbroder nu engang var kommen til Magten.

Under al denne travle Virksomhed for det hellige Lands Befrielse, og endnu i fuld Besiddelse af den overvættes Magt, som han ved sine Talenter og sin rastløse Virksomhed havde erhvervet over hele Christenheden, døde Innocentius den 3die efter en kort Sygdom i Perugia, den 16de Juli 1216, i sit 55de Aar[1]. Allerede Dagen efter valgte Kardinalerne, saagodt som tvungne dertil af Perusinerne, den alderstegne Kardinal-Presbyter af St. Johannes og St. Paul, Cencius Savelli, der 8 Dage efter fik Indvielsen tinder Navn af Honorius den 3die[2]. Skjønt Honorius var en langt mildere og godmodigere, men derfor vel og langt mindre energisk Mand end hans Forgænger, tog han sig dog ikke med mindre Iver end han af Korstogs-Anliggendet. Allerede Dagen efter sin Indvielse (den 25de Juli) lod han udgaa ligelydende Skrivelser til alle Biskopper i Christenheden, saaledes og til Erkebiskop Guthorm og de øvrige Biskopper i Norge, hvor han, meldende sin Forgængers Død og sin Ophøjelse, opfordrede dem til at formane alle Korsmerkede i deres Diøceser, til ej at forfærdes over hans Forgængers Afgang, eller give den Ængstelse Rum, at dette vilde gjøre noget Afbræk i den det hellige Land bestemte Hjelp, thi skjønt han tilfulde følte, hvor langt han stod tilbage for hiint i Evner, skulde han dog med ikke med mindre Iver og Varme drive paa denne Sag[3]. Han gav strenge Befalinger til omhyggelig og samvittighedsfuld Indsamling af den for omtalte Tyvendedeel af de gejstlige Indtægter, og lod nye Opfordringer udgaa til alle Troende, om ej at lade deres Iver kjølnes, men til den bestemte Tid at tiltræde Toget. Til Kong Inge skrev han den 6te Marts 1217, at saasom han af et Brev fra denne[4] var bleven underrettet om, at han, efter at have modtaget Pave Innocentius’s Skrivelse, kraftigen havde forberedt sig til, om ikke i egen Person, saa dog ved sine Mænd at lyde Christi Bud, idet han paa flere af ham udrustede Skibe vilde sende Hjelpetropper til det

  1. Raynaldi Ann. eccl. 1216, § 9.
  2. Bernardi chron. rom. pontificum.
  3. Brevet, eller rettere det til Norge sendte Exemplar findes i Dipl. Norv. I. 2., det svenske Exemplar i Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 159.
  4. Dette Brev findes nu ikke.