alle andre til Afskrækkelse.“ Ved disse Ord sprang en heel Deel af Jarlens Frænder og Venner op, og sagde at de skulde rive Presten levende i Stykker. Ivar vilde selv ytre nogle Ord, og bad om Stilhed, men forgjæves, og Bevægelserne mod Ivar bleve saa truende, at Kongens Venner maatte stille sig foran ham for at beskytte ham, saa at han ej kom til Skade. Under den Larm og Tumult, som nu herskede i Hallen, stod Kongen selv op, og sagde: „end kan jeg ikke stort med at holde Taler, men det vil jeg dog bede eder om, at I høre paa, hvad min Fosterfader[1]. Ivar Bodde har at sige, saa kunne I jo bagefter svare ham som I finde for godt.“ Flere af Kongens Venner[2] sagde, at saaledes skulde det være, og omsider lykkedes det at berolige Gemytterne nogenledes, saa at der blev tilstrækkelig Stilhed, og Ivar kunde komme til Orde. Han talte da saaledes: „De gamle Birkebeiner er det noksom bekjendt, at jeg kom til Kong Sverre Vaaren samme Aar, Slaget paa Strindsøen stod. Han viste mig megen Venlighed, saa længe han levede, og jeg tjente ham saaledes, at jeg omsider blev indviet i de fleste af hans hemmelige Anliggender. Om han endog havde sine højeste Raadgivere hos sig, blev jeg dog ikke udelukt derfra, og saaledes havde han ikke baaret sig ad, hvis han havde lært mig at kjende som en Bedrager eller uretskaffen Mand. Den samme Fortrolighed viste hans Søn Kong Haakon mig, saavel som Kong Guthorm, og da Kong Inge og Haakon Jarl kom til Roret, par det saa langt fra, at de unddroge mig denne Tillid, at de endog udstrakte den videre, idet de nemlig ofte brugte mig til at forfatte Breve; hvilket egentlig var mig mindre end behageligt, da jeg altid maatte svæve i Frygt for, at mine Uvenner derved kunde finde et eller andet Paaskud til at bringe mig i Fare, saasom jeg da, ikke mindre end nu, havde Avindsmænd nok, der gjerne gad styrte mig. Jeg skyder nu alle her nærværende Mænd til Vidne, om man nogensinde lige til dette Øjeblik har kunnet sigte mig for nogen Falskshed eller Svig mod min Høvding. Men jeg veed meget godt, hvorfor man nu søger Sag med mig. Denne vor unge Konge er endnu et Barn, og trænger til gode Raadgivere og paalidelige Ledsagere, thi de Folk sidde ham alt for nær, som gjerne gad fjerne fra ham alle hans troe og hulde Venner, for siden at have frie Hænder til at ordne hans Anliggender efter eget
- ↑ Vi see af dette Sted, at Ivar Bodde har hast med Haakons Opdragelse at bestille; sandsynligviis har han været hans Lærer, naar han ikke opholdt sig ved Skolen i Nidaros. Da Ivar nedenfor oplyser, at Kong Inge og Haakon brugte ham til at koncipere Breve, maa han altsaa have været et Slags Kantsler, i det mindste var dette en Deel af Kantslerens Forretninger; maaskee han og virkelig bar været Storseglbevarer. I alle Fald maa han have været Hirdprest.
- ↑ I Flatøbogen staar „Roar Kongefrænde“, hvilket neppe kan verre rigtigt, da han umiddelbart fra Throndhjem maa være afsejlet paa sit Korstog, se nedenfor
