og Indbyggerne vedtoge at udrede fuld Leding med største Beredvillighed, ja tilføjede endog Gaver oven i Kjøbet. Kongen og Jarlen forbleve derefter temmelig længe ud paa Høsten i Kongehelle[1].
Efter de her saavel som nedenfor berettede Tildragelser at dømme kan Kong Philips Død neppe have været Baglernes Høvdinger uvelkommen. Det lader virkelig til, at ogsaa de, eller i det mindste de mest velsindede af dem, vare hjertelig kjede af den langvarige Splittelse i Riget, og længedes inderligt efter en passende Lejlighed til at indgaa fuldstændig Fred og Gjenforening. Dermed er det ikke sagt, at de havde noget imod Philip: hans Godmodighed og velvillige Sindelag maatte vistnok gjøre ham yndet af alle dem, der kom i Berørelse med ham, men nogen synderlig Ærefrygt synes de ej at have næret for ham, deels fordi hans Godmodighed upaatvivlelig i mange Stykker udartede til Svaghed, deels og fordi han dog egentlig, naar alt kom til alt, var et Redskab i Biskoppens Haand, og aldeles ikke, enten paa fædrene eller mødrene Side, af den rette Kongeæt, saa at enhver anden højbyrdig Høvding maatte føle sig jevngod med ham, ja mangen En maaskee endog betragtede sig selv som langt fornemmere. Ogsaa synes det af flere Antydninger, som om det under hans saakaldte Regjering i Viken gik heel besynderligt til, eller som om Regjeringen egentlig kun var et af ham og de øvrige Baglerhøvdinger bestaaende Oligarchi under Biskoppens Præsidium, og som om hans eneste Fortrin for de øvrige kun var at han – og det ikke engang med Rette – tituleredes som Konge og maaskee havde flere Sysler end enhver anden Høvding under sin Raadighed[2]. Derved forklares det ogsaa bedst, hvorledes det kunde gaa til, at Baglerhøvdingerne efter hans Død beholdt en Deel af Syslerne i deres eget Navn, uden for det første at staa under nogen ny Konge. Men derved maatte Forbindelsen mellem dem selv indbyrdes og mellem de enkelte Landskaber blive meget løs, og i Længden maatte en saadan Tingenes Orden blive dem, og end mere den store Mængde ubehagelig, saa at den Adgang, der ved Kong Haakons Tilbud aabnedes for dem til en Gjenforening paa gunstige Vilkaar, maatte være dem saare velkommen. Glæden over denne Gjenforening og Udsigten til at Riget ikke for Eftertiden vilde blive adsplittet synes ogsaa at have været almindelig over hele Landet. I Haakons Tronbestigelse hilste man Begyndelsen til en ny, lykkeligere Tidsalder, og
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 27, 28.
- ↑ Et saadant Forhold antydes umiskjendeligt ved det ovenfor anførte Udlaan af Arnbjørn Jonssøn til Philip paa Hvitingsø strax efter Forliget. Og hvad Philips Titel angaar, da er det merkeligt nok, at Pave Honorius i den før omtalte Skrivelse slet ikke kalder ham Konge, kun „højbyrdig Mand.“
